Louise Juhl

Du stryger mig over ryggen. Det gør du tit, når der er noget, du ikke vil sige. At jeg falder tungt og ujævnt, som din mormors falmede gardiner, for eksempel?

Men du siger ingenting, du stryger bare hånden frem og tilbage og frem og tilbage, indtil min ryg rejser sig som et strygestål.
Så finder jeg dit ansigt og støvsuger dine læber, ja jeg stikker min tunge så langt ind i din mund, at jeg rammer din drøbel og vækker dit kvalmepunkt.
Kast mig op!

Det er ikke fordi, jeg vil skræmme dig, honninghjerte, det er bare sådan, jeg elsker.