Louise Juhl

Der skete ting, vi ikke forstod, på steder, vi ikke kendte. 
I ferierne holdt vi os gerne lige i nærheden. Tog til Poetzcsh og Otto Duborg, købte sodavand på dåse og niveacreme, eller vi tog færgen til Sverige, tilbragte tre uger på en ødegård med, myg og lejrbål og en kedsomhed, der strakte sig så langt øjet rakte. 
Hvad der foregik andre steder i verden, var fjernt og uvirkeligt, noget med ørkenstorme og skæggede mænd med automatrifler. Lærererne pegede med en pind på et verdenskort, der næste dag var forældet, fordi landegrænser flyttede sig med timers varsel. I danmark var vi ét folk, forklarede han. Andre steder, derimod, var alt i flertal. Flere folkeslag, flere religioner. Sunnier. Shiaer, Alawitter, Drusere. I TV rapporteredes der fra sønderbombede byer – om navne, vi havde svært ved at udtale: Valid Jumblaatt, Assad, Arafat. Mænd med magt. Vi hørte efter men uden at lytte, drømte os væk til en virkelighed som den i musikvideoerne, A-has Take on me, hvor virkelighed og animation flød sammen og kærligheden sejrede. 
I den virkelige verden var det hadet, der sejrede. Beirut blev bombet, mennesker drevet på flugt.