Louise Juhl

Jeg var lige flyttet ind i et kollektiv på Vesterbro torv, få måneder forinden havde jeg afsluttet mine studier, nu begyndte livet: job, kæreste, meningen med det hele. Der var ikke noget af det, der virkede specielt tiltrækkende på mig, jeg købte mig en cowboyjakke og knælange støvler, fik klippet mit hår i en frisure, der skulle se tilfældig ud men på en helt særlig måde.

Hver dag handlede jeg i Brugsen og hver dag gennemgik jeg de mange opslag, der var at finde på butikkens ‘Kunde-til-Kunde’ tavle. Farvede sedler med tilbud om at købe en brugt cykel til 150 kroner eller at få kørelejlighed til Randers ‘mandag til fredag i lige uger’ mod betaling.
Og så denne her: ‘Fast arbejde: indtastningsopgaver, 200kr i timen, krav til ansøger: stabil og humoristisk’ Det sidste kunne jeg kun knap leve op til men 200 kroner i timer var mere, end jeg kunne sidde overhørigt og Ny Munkegade, hvor kontoret lå, var kun få hundrede meter fra det kollektiv, hvor jeg havde fundet et værelse. Nederst stod et telefonnummer og en adresse og “Spørg efter Jarl.”
Jeg gik derhen med det samme, jeg havde min nye cowboyjakke på, der stod et syvtal over porten. Jeg åbnede og fortsatte videre op ad en trappe, kontoret lå på tredje sal, midt på døren var der et spionhul på størrelse med et koøje. Jeg trykkede på ringeklokken og nåede kun knap at fjerne min finger, før døren blev åbnet og en lavstammet, meget hjulbenet fyr spurgte: “Ja?” Jeg forklarede ham om opslaget fra Brugsen, han nikkede, vendte sig om og råbte “Jarl”, forsvandt så tilbage fra, hvor han var kommet,
Jarl kom ud. Hans hår var redt stramt tilbage, han rakte en hånd frem til hilsen: “velkommen til”. Jeg tog den, viste ham så sedlen “ja, det er det her opslag, jeg kommer om”. “Du er på rette vej,” svarede han muntert, lagde en arm om min skulder: “det er præcis folk som dig, vi har brug for.”
Jeg tænkte på den uredte seng, jeg havde efterladt i kollektivet og min studier, som jeg havde været alt for længe om at færdiggøre, sagde “det lyder sørme godt.”

Jarl spurgte ikke til mine kompetencer, heller ikke til min alder eller min baggrund for at søge jobbet, han rakte mig bare en bøjle til jakken og pegede på en stol ved siden af den lavstammede fyr, der havde åbnet døren for mig. “Du kan sætte dig her,” sagde han og var allerede på vej videre: “Egil vil vise dig, hvad der skal ske herfra.”
Det var hurtigt lært. Min opgave bestod i at indtaste besvarelser fra spørgeskemaer, tre mulige kategorier: Ja, nej og ved ikke. Herudover skulle de adspurgtes køn og alder noteres, samt foretrukne opfølgningsform: e-mail, telefon eller personlig henvendelse.
Egil var omhyggelig med at forklare, ja skulle angives med et et-tal, nej med et to-tal og ved ikke med et ottetal. Jeg ved den dag i dag ikke, hvorfor den sidste svarmulighed ikke blev noteret med 3, jeg gjorde bare, som jeg fik besked på at gøre.
Jeg mødte alle hverdage, arbejdstiden gik fra ni morgen til fire eftermiddag, frokostpausen var selvbetalt men ikke frivillig: Man skulle spise, det var noget med at fastholde et stabilt blodsukker og dermed tilstrækkelig årvågenhed til at udføre sine arbejdsmæssige forpligtelser. Jeg smurte hver dag to knækbrød med figenpålæg, levnede et halvt på tallerkenen, det var vel min måde at fastholde en smule selvbestemmelse på.
Jeg var god til jobbet, jeg nåede gerne 70 spørgeskemaer på en dag, de fleste nåede aldrig op på mere end tres. Jarl roste mig: “Du har flair for det,” sagde han og gav min højre skulder et klem, jeg var i tvivl om, om det var et og to-taller, jeg havde flair for, eller det at gøre, som der blev sagt.
Ind imellem tog jeg en ekstra vagt om søndagen, her var lønnen halvtreds procent højere, og der var ingen krav om at spise frokost.

Min husleje i kollektivet var beskeden, 3900 kroner om måneden inklusiv kabel-tv, rengøringsmidler og fredagsslik. Når samtlige mine faste udgifter var betalt, havde jeg stadig over tusinde kroner til overs, jeg anede ikke, hvad jeg skulle op med pengene, men købte en cowboyjakke magen til den, jeg allerede havde, og en elkedel, så jeg kunne koge vand på mit værelse. Jeg begyndte også at abonnere på et blad om gælledyr, jeg havde længe været fascineret af dyrenes evne til at omdanne vand til ilt. I en artikel stod det beskrevet, hvordan en amerikansk fiskeopdrætter havde trænet sin guldfisk til de mest utrolige tricks: At spille undervandsbasketball, at læse søkort og endda at slå med halen på kommando. Under artiklen var der en hel billedserie med fisken fotograferet både forfra og bagfra. Dyret var kun få år gammelt: “Den fisk har potentiale til at blive til noget stort”, udtalte ejeren stolt. Af en eller anden grund fyldte det mig med et stærkt vemod.