Fnok

by Louise Juhl Dalsgaard

I går lavede Michael beuf bourguignon. Vi købte steg af tykkam i Brugsen – og gulerødder, persillerod, porre, løg. Michael lagde hænderne om mine kinder, sagde, ‘du er smuk’. Så bar han poserne ud til bilen. Hjemme igen fordelte vi opgaverne: jeg ordnede grøntsager, Michael skar kødet i tern, svitsede og dækkede det hele med rødvin. Vi spiste det med ris til, det smagte dejligt.
Jeg er heldig, jeg har det godt. Alligevel sker det, at jeg går i stå. Føler trang til at tude og tvivler. Hvis ikke på alt, så på det meste: Om solen igen får magt, for eksempel. Om mælkebøttens fnok overhovedet nytter, om dagene lader sig gøre. Michael siger, det er mange ting, jeg forsøger at holde styr på på én gang, at jeg måske skal prøve med lidt ad gangen. Som nu lysindfaldet den her søndag morgen. Eller en linje af Anne Carson: “Altid en trøst at antage, at der gemmer sig en hemmelighed bag det, der piner en.” Hundens tørre snude, en tabt tandstikker, treo’en der opløses i vand.
En ting og en ting mere og så til sidst: Det, vi kalder en dag.