Louise Juhl

Jeg læser Lucy by the Sea, Elizabeth Strouts seneste roman, den handler om tiden under covid, ingen af os magter vel egentlig at tænke tilbage, tænk, at det kun er fire år siden. Det føles som fire årtier, og så alligevel: Jeg led mindre end de fleste, tror jeg, mit liv forandredes ikke det store, jeg skrev, som jeg plejede at gøre, gik tur med hunden, talte i telefon med min mor. Hun kunne fortælle, at min far havde lånt et el klaver og var begyndt at lære noder, selv var hun endnu engang begejstret over biblioteksvæsnet, der havde oprettet en servicetjeneste, hvor man afhente en pose blandede bolcher på et rullebord. Bøger, hun ellers aldrig ville få læst, blev hende nu til del, en lang række fiktive verdener åbnede sig, nu den virkelige verden var lukket ned.
Det var pandemien, der lærte mig, at jeg ikke – sådan som jeg ellers i årtier havde bildt mig selv ind – var et stortalende, frygtelig frembrusende og midtpunktsøgende menneske. Til min store overraskelse befandt jeg mig godt i stilheden, med de lange ture alene i skoven, de talrige timer foran skærmen med at skrive, mens min mand sad ovenpå og udviklede systemer til sygehuse, der kunne redde liv. Det var her, jeg skrev “I dag skal vi ikke dø”, det var her, jeg skrev “Ting jeg tænker på”, det var her, jeg fandt ud af, at jeg egentlig altid har levet i en undtagelsestilstand. At jeg altid har henvendt mig til nogen, noget udenfor mig selv, noget lukket eller i hvert fald udenfor min rækkevidde. At det, at verden nu ikke længere bare oplevedes som fjern og fremmed, men helt bogstaveligt var det. “Vi må stå sammen ved at holde afstand” blev den stamme, vi faldt og rejste os ved, jeg var ikke længere en særling men en slags hverdagshelt, når jeg foretrak at skrive om – i stedet for at involvere mig i – virkeligheden. Det kan virke besynderligt usselt at vedkende sig sin egen fremmedhed, at indrømme, at man trives bedst ved at elske længselsfuldt og på afstand, livet, menneskene. Skrive om det, fremfor at leve med det, i det. Jeg ville ønske, jeg i stedet havde modet, evnen, kræfterne til at lægge mig i båsen hos de grise, der hver eneste dag lider under kummerlige forhold i stordriftsstalde. Jeg ville gerne huse en fremmed på flugt, en hjemløs, en herreløs hund, men jeg kan knap nok rumme mig selv, og så er det svært at åbne sig for andre. Under pandemien blev det skamfulde fravær af handling til et vilkår, vi var allesammen bundet til vores hjem, vores tanker, til forestillingen om et liv:
At stå op, fordi det gør man, børste tænder, klæde sig på, drikke kaffe, vande en blomst, klippe lidt karse, klappe hunden, ringe til en ven. Det blev så tydeligt. Alt det, vi gør, for at holde sammen på os selv, på dagene, alt det, vi tror, vi skal nå, uden at have gjort os selv klart hvorfor. Hvorfor skal vi nå på arbejde til præcis klokken otte? Hvorfor skal vi hellere male stakit end at læse en bog? Hvorfor bage surdej, brodere, skrive bøger. Og ikke mindst: Hvorfor ikke. Alt blev kastet op i luften, vendt rundt på hovedet og tilbage igen. De rige oddsede på, hvor mange, der ville dø af Corona, tjente penge på ulykken. Det blev så åbenlyst, hvad der mentes med ordsproget ‘Det enes død, den andens brød’.
Og jeg befandt mig midt i stormens øje. Solen syntes særligt strålende det forår, den skinnede iskoldt og smukt, og jeg var som altid helt alene – men denne gang sammen med millioner, ja milliarder af andre. Det, jeg i årevis havde fundet fuldkommen uforståeligt, dagenes rækkefølge, timernes tempi, måden græsset fordelte sig henover plænen. Harernes hop, tilfældighedens algoritme. Alt det, var jeg nu ikke længere alene om at undre mig over, alle indså i nogle frygtelige måneder, hvor aldeles ensomme og samtidig ubrydeligt forbundne, vi mennesker var. Er.
Jeg savner ikke mundbind, hidsig håndhygiejne, vejrtrækning på særlige vilkår. Jeg føler for de mange, der mistede undervejs, blev syge og fik mén. Tro mig. Men jeg kan i særligt udsatte øjeblikke godt savne at være sammen om ensomheden, at dele savnet efter verden med nogen. At række ud og vide, at det ikke var forgæves, at de mange måneders isolation lærte os noget. Om os selv og ikke mindst om hinanden:
Ingen kan alt/ alle kan noget/ sammen kan vi det hele