Forhør
by Louise Juhl Dalsgaard
Ikke flere pejlinger, fornemmelser, gisninger. Ikke flere forsøg på at indramme, inddæmme, indfange. Ikke flere ydmygende håb om at nå frem. Til nogen.
Ikke flere tryglende blikke og dæmpet hvisken: ”Hør mig, se mig, bekræft mig. Lad mig mærke, at jeg er til”. NOT!
Ikke flere spørgsmål, der alligevel ikke bringer brugbare svar. Og da for Guds skyld ikke flere velmente svar, der griner én lige op i fjæset, fordi de ikke bragte hvad man behøvede. Hvad man troede, man behøvede.
Nu skal det være renset tale, kliniske betragtninger. Spids pen og den ækle lyd af vådt kridt på en tavle. Beskidte termer, om nødvendigt platheder, urimeligheder, løgne. Alt for at vække lærerens forargelse, så man bliver smidt uden for døren. For artigt at repetere. Lektien. ”Det nytter ikke at savne, det nytter ikke at savne, det nytter ikke……noget”
Nu tændes forhørslysets ubønhørlige lampe. Der skal skinne hårdere end laser, skære igennem – gennemlyse – afsløre. Alt.
Uformulerede spørgsmål skal hagle:
Hvorfor denne tilbagevendende patos? Hvorfor disse gentagende formuleringer af et håb og en drøm, du end ikke selv fæstner tillid til? Håb??? Haha- grow up and face the reality: Er det ikke på tide at tage ansvar? Hvem skal rydde op efter disse længsels-ekskrementers svineri? Hva´? Hva´??
Efterfulgt af et hånligt hvislet: ”Skødehund!”
Og for at dæmpe kynismens svidende tale, for at dulme sandhedens uudholdelige ægthed, skal det hele smøres med falsk trøst: Sååå, tør øjnene. Ind i kampen, smøg blot ærmerne op og ret ryggen. Husk på, at hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af. Det skal nok gå. Sååå…….ae, ae, klap, klap.
Og bekræftelseshungrende som man er, lader man sig velvilligt klappe. Sluger råt den påtagede omsorg, griber desperat ud efter anerkendende hænder. Rækker håbefuldt den bekræftelsesliderlige raslebøtte frem: ”Giv en skærv. Jeg trænger”. Please
Og man er tilbage. Igen. Ikke en skid videre, ikke spor klogere. Ren appel. Please….
For fanden da.
Lad nu de andre i fred.
Sæt dig ud på en pissekold ø af drivis.
Og kom ikke tilbage.
End of appeal.
…håb om at frem.
Mangler der et “nå”?
( JEG formulerer ydmygende håb, fordi jeg allerinderst har et ønske om trods alt at møde verden med (naiv) tillid? )
Ballast … bandede du? 😮
Tak for korrektionen Bitten. Dit skarpe øje havde ganske rigtigt fanget en ord-smutter 😉
Og ja….jeg bandede. Ikke fordi det er ømt. Eller sejt. Men fordi jeg er så h……. træææææt af mig selv.
Knus
Det skal være plads til lidt træthed og selvhysteri – jeg har lige været dér. Og kommer sikkert tilbage igen på et tidspunkt. 😉
Men jeg mistænker at du også rummer en masse, og gør og siger ret så meget, der på ingen måde er grund til at lade sig trættes af.
Håber du snart finder tilbage til glæden ved DIG. Jeg er glad for den lillebitte del af dig, jeg får lov at møde her i cyberverden.
Og det siger jeg ikke fordi du har tigget, men fordi jeg har lyst!!!
KRAM. OMFAVNELSE.
En god blogven mener, at jeg grundlæggende ikke er vred på mig selv. Men på en anden. Eller noget andet. At jeg blot ikke har modet til at face hvem eller hvad.
Gulp!
Så kan man da for avor blive led ved sig selv og sin fejhed.
Men det er muligvis sandt, for jeg er en kryster 🙁
Og jeg er taknemlig for hans ærlighed!
Selv kram. Og varme omfavnelser retur
Hmm, det må være ca. sådan jeg følte, da jeg skrev at jeg ledte efter had, men blot fandt skønhed.
Når ikke jeg kan hade verden eller andre i den (hvor ville det være nemt ellers at skyde skylden fra sig) så må jeg hade mig selv og alle mine åbenlyse fejl – såsom fornægtelsen og fejheden??? Og det faktum, at jeg ikke er “rigtig nok” til at få den sandhed fra verden, som jeg længes sådan efter at høre?
Uanset hvad – det er hårdt at tumle.
Men ærlighed er nok at foretrække.
Mere kram
Flot!
Tror du har fat i noget af det rigtige?
At lade energierne få frit løb kan let
føre til, at man møder sig selv og om-
verdenen på en ny og spændende måde
Dejligt at se dit temperament fare ud ad
i stedet for indad – Go for it girl!
Lad ikke dine dignedgørende spøgelser huserer dit liv. Sæt dem ud på øen af drivis, der hører de hjemme.
Find dig selv en tropeø, det er der du hører til! 🙂
En tropeø, ja, sammensat af mange flere af de finurligt sammensatte ord. Glem hadet, grib håbet og skriv så, for dælen da (noget lignende har jeg vist sagt før, men gør det dog).
Biten:
Igen-igen: dit hjerte og din empati er så svulmende smukt, at det gør verden en smule mere dejlig at være i.
Kære medbloggere: Se ind i Bittens univers: http://bittensbanaliteter.blogspot.com/
Tekst:
Jeg har mere i munden end i r…..:D
Det lyder så udadvendt.
Virkeligheden er nok mest indadvendt.
Men tak 🙂
Rimkogeren:
Såda en mandag megettåget-og-mørk decembermorgen er det en gave at vågne op til en kommentar som din: “Find dig selv en tropeø, det er der du hører til”
Uanset om det skyldes, at jeg dermed forsvinder med mine nedadvendte mundvige, eller det er fordi du under mig lidt sollys og varme, så lyder det deeeejligt!!
Tak ven
Reinhard, oh Reinhard: Du hjemvendte flygtning, der heldigvis krydser mit spor. Og gentager dine søde opfordringer. Du er og bliver en super-Reinhard!
Glæder mig til dine livsbekræftende fortællinger.
De er ren tropeø!!!!
(kan klart anbefales!)
Ballast…har du set filmen ‘Pollock’ om den amerikanske maler Jason Pollock?
På et tidspunkt har hans mangeårige (og m-e-g-e-t tålmodige) kone) fået nok af at være vidne til hans selvdestruktivitet, men hun brøler ikke SKRIIIID! til ham…næh, hun råber MAAAAAAAAL! til ham tre-fire-fem gange: MAAAAAAAAAL! (PAAAAAAAINT!).
Hun vil have ham til at kanalisere føleserne ind i kunsten.
Jeg vil sige, at uanset hvordan du har det med det hele, så SKRRIIIIIIV! 😀
@ballast. Jeg er så enig med beo. Hvilket ægteskab dit føleapparat og dit lysende intellekt og din store skriveevne ikke kunne gøre af mirakler den vej. Du gør det jo allerede, men er bare blevet irriteret på dig selv fordi smerten fylder for meget.
Har du prøvet at gå Remarque efter i sømmene ? Rædsler (og smerte) kan også æstetiseres (yderligere) og der ligger måske en hel del heling i at se skønheden i altings dualitet. Men frem for alt SKRIV. Du er fantastisk. Det har jeg sagt mange gange og med fare for at udvande det ord, så siger jeg det alligevel.
Iøvrigt er jeg den sidste der skal komme med alt for mange gode råd. Jeg slås også med mine mørke dæmoner, men prøver at holde dem fra døren med ovenstående lille fif in mente.
Med hep, knus og kærlige tanker og fuldstændig upåtaget omsorg for dig 🙂
Beologen:
Du har det med at sende mig hints til meget råbende mennesker: “Im mad as hell…” og Nu Pollocks brølende hustru: “Paaaaaaint” 😀
Men jeg elsker store skrifttyper. Især når de formuleres af dig. Og som tingene står sig lige nu, er der ganske simpelthen ikke rummelighed nok til, at jeg kan udholde mine egne cirkelslutninger, mit evindelige mismod og evige eksistentielle vue.
Jeg vil have noget gulvspand og hornmusik ind i min skrift. Ja, tak.
Men jeg kan simpelthen ikke slippe de store linier, og finde de små. De små fine nuancer i et ansigts rynker, furerne i et træværk eller sprækkerne i en persienne.
Jeg ser så hulens….stort. Perspektiver og min bare r..
Men jeg skriver Beo. Hvis du så lover at vedblive at råbe ad mig 😉
Penpal:
Du ha ret: jeg er vanvittig irriteret på mig selv. Min manglende evne til at se, hvad der er, men kun se bagved. Det, der er.
Meta. Altid meta.
Jeg vil have grove hænder og håndens snarere end åndens arbejde.
Jeg er træt af at tænke over alting. Nu vil jeg gerne tænke…under..alting. Istedet. Måske.
Men du kender mig: Det er nok en utopi at tro, at jeg får velsignet fred for mine tanker.
Du må ikke lade mørket overmande dig. Husk: alting vender tilbage. Lyset. Varmen. Drømmene….
Varme, lyse, drømmende knus tildig!
JAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAHHHHH! 😀
Årh, Ballast!
Forlegen Bitten (komplimenter er ikke for kvindfolk) inviterer indefor til nybagte småkager og banalitet af første grad.
Her er håndens arbejde og åndsforladhed til du løber skrigende tilbage til musehullet og blækhuset.
Godnat søde forpinte