Louise Juhl

Jeg læser Agota Kristof. Det er fjerde gang. Det store stilehæfte. Jeg vil skrive, som børnene i bogen. Altså sandt. Jeg vil skrive om det, der kan ses, høres, lugtes, smages. Mærkes. Jeg skriver: “Mine læber er tørre, sådan er det hver gang, jeg har grædt. At de bliver tørre.” 
Kan det virkelig passe, er det sandt, hvad jeg skriver. Er det sandt, at stenene kalder på mig: Lyt. Jeg tager én af dem op til øret og lytter, den er tavs.  
hhhhhhhhhhhhhh
Det er den lyd, jeg kender bedst. Den kaldende tavshed.
I går gik jeg en lang tur, tre timer, tror jeg, sådan har det været et stykke tid. At jeg går for gå, følge efter tiden. Sekunderne, minutterne, timerne. Nej. Det er ikke sandt. Sandheden er, at jeg går, fordi jeg er bange. For knuden i maven, ordene lige bag. For vreden når jeg drømmer. Om fugle, der har kameraer i stedet for øjne og tager billeder – i røntgen. Jeg ser med deres øjne, ser at mine knogler er gennemlyste og porøse, at jeg kun hænger sammen som et faldefærdigt skur. Jeg ser, alt det jeg skylder, før jeg kan dø. Tre millioner kroner til fælleskassen, for eksempel, for halvandet år på et hospital. Seksogtyvetusinde til min tandlæge. Man kan ikke dø uden at have betalt sin gæld. Fuglene skriger til mig fra luften, jeg kender ikke deres sprog. Jeg spørger dem, hvad de vil mig. De ler, nej heller ikke det er sandt, det er min egen latter, jeg kan høre, Rå og rasende. Hahahahaha. 
Så vågner jeg og kradser i huden på mit højre lår, mine negle efterlader et rod af røde ridser. Det ligner et Rorschach-mønster.