Louise Juhl

De fleste morgener ligger jeg længe sådan. Og kradser. Jeg tør ikke se, tyde neglenes rids, rod gør sig bedst som rod. Jeg har en skuffe med alt det, jeg finder om natten. I drømmene En ballon uden luft og resterne af en rævs måltid. Fjer og knogler. Jeg koger skelettet fri for kød, før jeg lægger det ned i skuffen. I lang tid glemte jeg at koge og rense, og inden længe stank hele huset af råd. Sådan lærer jeg hen ad vejen. Af drømmene, deres lugte. Hver tirsdag åbner jeg skuffen med tingene, lægger dem frem på række. En rusten fingerring, en seddel med noter, kun enkelte bogstaver anes endnu. Et D og et O: 
Midgårdsorm. Davidsorden. Mådehold? 
En kam uden tænder, en kogle uden frø. 
Tingene taler deres eget sprog, jeg forstår det ikke, men mærker det imellem mine hænder. Kampen om tiden, papirets fugt, ringens runding. 
Jeg øver mig at gøre som tingene. Tale tydeligt og uden ord. Jeg lader min tunge hænge slapt ud af munden, lukker øjnene tæt i, spiller død. Eller jeg folder hænderne, tager en ske i munden og beder til, at den bliver fyldt. Blotter mit køns læber med to fingre, vender vrangen ud. 
Se! 
Eller jeg tier helt, helt stille og venter på, at jeg går over.