Louise Juhl

I går besøgte jeg et menneske på hospice, hun ligger og venter på at dø. “Jeg forstår ikke, det skal vare så længe,” sagde hun og gav min hånd et klem, som om, det var mig, der holdt fast – mig, der skulle give slip på hende.

I går, sagde hun, var hun faldet i søvn kl. 15.00 og havde sovet helt til denne formiddag kl 10.30. Da hun vågnede, fortalte hun, havde hun et øjeblik glemt, at hun var ved at dø: Hun var vågnet med samme selvfølgelighed som en levende vågner: forventningen til en dag mere, en uge, et liv. Forventningernen om at le af en halvdårlig joke, at ærgres over et hul i tanden, at juble over juni og varme, festivaler, jordbær, en ny drink i glasset. Vasketøj og væsentligheder i en pærevælling.

“Men så kom jeg i tanke om, hvem jeg var, hvor jeg er. At jeg er en døende med ingen anden forventning end det – at jeg skal dø. Er der noget at sige til, at jeg helst ikke vil vågne op igen?

Hvad svarer man til det?