Louise Juhl

Fuglene er tavse den dag. Spurvenes sang, der plejer at lyde fra mellem tjørnebuskens tætte grene, er væk.
Nogen kalder fra bag hende: Hey!, og hun vender sig for at se, hvem det er. Så sker det.

Sker hvad?
De vil vide alt. Hvad var der at se, hvem? Han, hun? Bredskuldret? Tæt af bygning? Bar det en jakke? Et våben? Blev hun spurgt om noget, hendes navn, klokken. Om vej?
Men hun husker intet. Udover lyset altså, et voldsomt og skærende lys, som en sol skudt ud gennem en krop, intens og brændende. Hun havde ikke været i tvivl, det var en engel, et sendebud. Hun havde kastet sig mod jorden, tryglet. Tilgiv mig! Rakt ud efter den lysende krop: Tilgiv!

Tilgiv for hvad? spørger de.
Men hun ryster på hovedet, af sig selv eller måske til svar. Fordi hun fortsat er i chok. Hun tror ikke på den slags, på mirakler eller guder, på overnaturlige væsner. Hun tror på handling, et skridt og et skridt til, hun tror på at an må gå for at finde frem. Hun tror på mel og vand og gær og på livet som et vilkår, ingen undslipper. Mandage, tirsdage, onsdage og så videre. Timelange møder, deadlines, høje hæle.
Noget for noget.

Og så pludselig det her, “hey”, et strålende skær, en omsorg så stor, at det kan favne alle. Alle dyr og mennesker, stjerner og sole, en helt ubegribelig kærlighed, der her, i lægens konsultationsværelse synes så fjern, ja næsten umulig. Så hun undskylder. For sit vanvid. Taler om en slumrende epilepsi vakt til live af lys og fuglenes tavshed. En kortslutning i hjernen. Og hun lover at opsøge at lade sin hjerne scanne, sin krop, pupillernes bevægelser, sin puls.
Lægen lægger en hånd på hendes arm, – pas nu godt på dig selv, siger han, før hun går. Og det er ikke før da, at hun vender sig rundt, og han ser det. Hullet i hendes ryg og derindefra: Et lys og bag lyset. Mere lys!