Louise Juhl

Vi skulle på gymnasiet og have os et solidt udgangspunkt, selvfølgelig skulle vi det, ‘almen dannelse’ var kodeordet. Ikke, at de andre, dem der valgte EFG eller Handelsskole var mindre dannede, naturligvis ikke, men at lære om teknik og tal var nu engang ikke det samme som at læse Illiaden eller at kende til trediveårskrigen.
– Du skal kende din historie, den gentager sig, fik vi at vide, og så terpede vi kongerækker og lærte alt om stavnsbåndets ophævelse, og overså undervejs, at vi selv blev forvandlet til slaver af den fremtid, vi brugte al ungdom og tid på at ruste os imod.
-I har alle muligheder, lød det, -I kan vælge præcis, hvad I vil. Men vi vidste også, at valgte vi forkert, så os for vidt omkring, droppede ud eller begyndte at ryge, så forsvandt opbakningen, og man måtte selv betale det kørekort, man ellers var blevet lovet, og indskuddet til lejligheden, måtte man låne i banken. Så vi gjorde, som forventet. Så fremad, videre, videre, hele tiden videre, men uden nogensinde at spørge os selv: mod hvad?