Louise Juhl

Verden i en nøddeskal. Verden på hovedet, i vinden, i vasketøjskurven. En underbuks, to slidte sokker på snoren. Hej, det er naboens ældste datter, der hilser, mut og på alle måder videre. Dagens to-do ligger på bordet ved siden af en halvspist banan, punktvis prøvende:
Trække vejret, lægge dej til brød, elske min hund, skrive tak til tirsdagen, tænde lys (levende).
I avisen skriver de om tvang i psykiatrien, patienten Anna er splittet. For friheden er dobbelt, når man er bange for alt, friheden til angst, friheden til mistro. Friheden til at skære i sig selv, til at dø. Ordet frihed er beslægtet med ord som ‘fred, frænde, frille’. Det tyske freund og det engelsk friend, ‘ven’. Er det venligt at være så syg, at man skader sig selv, er det fred at måtte dø for egen hånd. Det er svært, jeg fik engang mad igennem en sonde, blev fodret, fedet op som en forkommen fugl. Pip. Jeg tror det var omsorg, en meget mekanisk og institutionel form for omsorg, måske, men. Det er svært.
I går ringede min far og fortalte, at han og min mor er ved at lave et livstestamente, altså et stykke papir, der fortæller, hvem der skal råde over boet og træffe beslutninger, hvis den ene dør og den anden er ude af stand til selv at bestemme. Det er sådan et vildt scenarie. Tanken om at vælge på en andens vegne, frygten for at vælge forkert. Kærligheden i at tage det på sig.
– De ringer nok fra banken og beder om en underskrift, sagde han, – det tager bare to minutter.
Min far har varet et helt liv, han har drukket snaps på Otto Mønsted kollegiet, kørt knallert på Langelinie, bygget et sommerhus, snittet i træ, været gæsteprofessor i Canada, skrevet en bog, hilst på dronningen. Han har bagt mindst tre hundrede æbleskiver og sunget i kor. – Det tager bare to minutter, sagde han, – en simpel underskrift.

Nå. Det var den verden, jeg kom fra. Nøddeskallen. Underbuksen. Dagens to-do. Elske og tænde lys og så videre.