Louise Juhl

En der hed Merete blev indlagt på hospitalet. Akut, hun kunne ikke trække vejret. Jeg besøgte hende, det var en tirsdag i december, der var orange gardiner for vinduerne på stuen og rød saft i nogle store gennemsigtige plastkander. Jeg drak fem store glas på ti minutter og endte med at kaste op i en skraldespand. Det var vildt pinligt – det var jo ikke mig, men Merete, der var syg, og hvad lignede det at stå med hovedet nede i en skraldespand, når hun lå ved siden af og knap kunne trække vejret. 

Det viste sig at hun havde en infektion i drøblen, hun blev udskrevet ugen efter. Det var lige før jul, hun fik et partisantørklæde i julegave – og en bog om friluftsliv. Af den lærte at tænde bål uden tændstikker – og at give kunstigt åndedræt. Én gang forsøgte hun det på en fugl, hun fandt, men måtte give op, det var for sent. Hun var helt knust, pakkede fuglen ind i køkkenrulle og bandt en rød sløjfe om midten. Hun begravede den nede ved søen, den, vi også fangede haletudser i. Men hun satte dem altid ud igen – ellers ville de dø, sagde de voksne. 
Fuglen kunne hun ikke sætte ud igen, måske var det derfor, hun græd. 

Mange år senere kørte hun galt på motorcykel, mistede kontrollen over den tunge maskine i en rundkørsel, det var ikke nogen skyld.