Louise Juhl

Der er så mange dage, så mange dyr og drømme at holde styr på, det er svært at følge med. Jeg læser om flodskildpadder, frillede firben og stauder, der vokser baglæns i protest over deres kår. Jeg smager på ordet frøhvile, det minder mig om kassen med glemte ting: en jordslået tøjkanin, en pung med tre udblødte frimærker i den bagerste rum. 
Så er der søstjernerne, de her smukke dyr uden hverken hjerte eller hjerne. Hvad man ikke har i hovedet, må man have i armene, fem styks har den, hver af dem stærke nok til at trætte en musling, tvinge den til at give slip, åbne op. Den har et øje på hver finger, bogstavelig talt, og gør ingen forskel på frem og tilbage. Søstjernen er nemlig ens fra alle sider, det er ligesom en cirkel – uden et op og et ned. 4Den kan befrugte sig selv og dele sig på midten, hvis nødvendigt, så gror den ti nye arme, fem på hver halvdel, en halvering forvandlet til fordobling. Voilá.

I går tænkte jeg lidt over, hvilket dyr, jeg helst ville være, jeg var omkring tusindben, dværgflodhest og kejserpingvin, de sidste adopterede i et forsøg et kamera forklædt som robot, forsøgte ihærdigt at holde det varmt i kulden, det er virkelig smukt. Men jeg endte med at vælge en hest, nok mest på grund af dens ånde i frostvejr, skyer af ømhed og nok. 
Slår man op i bibliotekernes system, DK5, finder man hesten under 58.9: Pattedyr – sammen med kloakdyr, flagermus, jordsvin og søkøer. Nu kan jeg så bruge dagen i dag på at læse om dem, der er hele tiden noget at lære, noget nyt at forstå, begribe. Heldigvis