G2

by Louise Juhl Dalsgaard

Igår vågede det ene øje, idag vover jeg det andet. Jeg kigger ud på plænen mellem blokkene, den er hverken grøn eller græs, men den er så meget andet: den god at spille bold på, for eksempel, eller løbe om kap med. Rundt omkring plænen svæver altanerne, som små planeter befolket af paraboler, løbehjul og visne stuebirk.
Hele tiden kan jeg høre stemmer imellem blokkene, de tilhører ingen. Råbene, derimod, tilhører alle, synes jeg.
Jeg ved ikke, om jeg tilhører nogen, men jeg ved at Ahmed, der bor ovenover, skal have bøjle på tænderne i overmunden.
“Jeg vil også have bøjle, så der kan blive plads til mig,”, plager jeg, men mor siger, at det ikke er sådan, at tingene hænger sammen.
Jeg ved ikke, hvad der er for ting, der skal hænge sammen. “Hvis ikke sådan”, spørger jeg , “hvordan så?”