Louise Juhl

I går kom vi ved et bord til at diskutere etellerandet folke-heldags-skole-halløj, jeg var mest med på en lytter, men en mor beklagede i hvert fald undervejs, at skolen i dag var indrettet for ekstroverte, dem som ikke var bange for at tage ordet, og at det betød, at hendes (introverte) datter kom til kort. Og et kort øjeblik blev jeg i tvivl, er virkeligheden så simpel? Jeg er ved at blive kvalt i den intro-ekstroverte diskussion, nu er jeg nemlig et af de mennesker, der (seriously, det er ikke for sjov) hver evig eneste fucking dag kæmper for at fylde mindre, at vare min mund og lukke en vis legemsdel. Jeg er altid blevet fortalt, at det var beskidt at fylde, at de, der talte højt var egoistiske, selvfede mennesker, sandsynligvis også grisk-kapitalistiske og uden empati. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som barn skammede mig, fordi jeg havde en mening om tingene, jeg var flov over “at tale, før jeg tænkte”, var ked af, at min mund talte over mig. Jeg forstod på “snakken”, at introverte mennesker var lidt finere end andre mennesker, mere sensible, mere sansende, mere sarte, at ekstroverte mennesker derimod, overhørte nuancer, tromlede alt under fode, væltede ud over verden som en hysterisk dej, der var gået amok i sin gærvækst?
Og så var det, at jeg måtte tilføje, at selvom jeg taler og fylder, så er jeg ikke et særskilt grusomt menneske uden empati, at til trods for, at jeg måske (?) er ekstrovert, så elsker jeg Skilla i skovbunden, holder af pindsvin, jeg overvejer hver dag, om grøn er noget nogen har fundet på, for hvis, så er det godt påfundet. Jeg kan godt høre, hvad du siger, også når du nøjes med at se, og jeg har ingen skjulte dagsordner, kun kærlighed. Jeg kan ikke huske min barndom, men min barndom kan huske mig, og den barndom husker en pige, der fyldte for meget, og som derfor i rigtigt mange år levede på sultegrænsen for blive mindre, og i går, der ved bordet til konfirmationen, spurgte kvinden med det introverte barn på et tidspunkt, åbenlyst irriteret, hvorfor jeg næsten ingenting spiste (det pisser altid folk vanvittigt af), og jeg overvejede seriøst at svare, at det er fordi jeg er bange for at fylde for meget, men jeg orkede ikke at forklare. I stedet sagde jeg, “det er fordi jeg er syg i hovedet”, “Nååårh okay”, svarede hun og så talte vi ikke mere om det. Det jeg vil sige er, at man ikke nødvendigvis er mindre sensitiv, fordi man ikke er “særligt-sensitiv”, og at man godt kan have haft sart hud som barn, selvom man ikke var rødhåret.