Louise Juhl

Som altid omtaltes nutiden med en vis foragt. Sammenhængskraften i samfundet smuldrede og en voksende historieløshed lod sig ane. De ældre hånede de unges brug-og-smid-væk-kultur, som de mente var et tidstypisk udtryk for forkælet materialisme og manglende respekt for tidlige generationers hårde arbejde. – Et arbejde, hvis skuldre de unge nu stod på men ifølge de voksne altså uden at værdsætte dette fundament. 

Velstanden var ikke den samme overalt. I visse hjem bestod formuen af arvede penge, et familiefirma eller mursten. Andre havde tjent deres penge selv, de blev kaldt “nyrige’, og var på en og samme tid stærkt beundrede for og mistænkeliggjort for deres ærgerrighed. Kunne dette ’held’ nu virkelig vare ved, den underliggende morale var ’flyv ikke højere, end vingerne bær’.

De, der levede af arvede penge, følte ingen trang at fremvise deres velstand, tværtimod. De boede gerne i gamle huse, murermestervillaer med århundredegamle vinstokke kravlende op ad muren. I disse hjem var tv-apparatet ikke – som hos de fleste andre – familiens omdrejningspunkt, snarere et nødvendigt onde. Man måtte jo nødvendigvis holde sig ajour med nyhedsstrømmen, så TV-avisen og Aktuelt og en enkelt tv-serie, man fandt tilstrækkeligt lødig til at bruge tid på. Men det, man brystede sig ad, var bøgerne, stuen var dækket af væg-til-reoler fyldt op med Camus, Huset Buddenbrock Lademanns store leksikon i komplet udgave. Videomaskiner var bandlyst, den slags nymodens pjat gav kun adgang til hollywood-underholdning og manglende  substans. Kaffen blev brygget med filter og tragt, dermed bevarede man mere af bønnernes smag, lød det, og man undgik på samme tid at forstyrre køkkenets ryddede flader med uelegant elektronik. En ugentlig grøddag skulle minde familiens yngste om, hvad de kom af: bedsteforældrenes flid, nøjsomhed og hårdt arbejde.

At hylde mådehold som de, var et vidnesbyrd om, at man havde så rigeligt: for dem bestod kunsten i at begrænse deres overflod.