Louise Juhl

Når jeg skriver, er det altid om det, jeg ikke husker, alt det, der ikke blev sagt. 
Om killingen, der ikke blev druknet, og onklen, der ikke satte ild til sig selv. 
Det er feberens stemme; fluen, der voksede sig stor som en blodbøg og så på mig med otte tusinde øjne, der alle ville vide hvorfor? 
Det har den spurgt om lige siden. 
Hvorfor huller i oste, hvorfor grus på grave, hvorfor kællingeknuder og natmad med sky. 
Hvorfor Borjstj og smilende æg, og hvad er det egentlig for noget, alt det med smed og bager og tanke før tale, med ko på is og kat i nat.

Min terapeut siger, at det skam er gode spørgsmål, men at de alle er uden et svar. Det er fint nok, svarer jeg, jeg skriver jo ikke for at lukke munden på fluen og feberen, men tværtimod for at give dem en stemme.