Louise Juhl

Jeg taler til ingen.
I går græd jeg i bilen, måske på grund af træernes raslen, måske på grund kridtgravens hvide. Gazas blødende røde. Jeg holdt så stramt om rattet, at jeg fik kramper i min venstre hånd og måtte holde ind til siden. Tænde katastrofeblinket, vinduesviskerne også, det sidste i håb om at feje noget bort, viske det ud, væk. Træernes toner, måske. og svulsten, svulsten for fanden, denne klamme klump af savn og sorg, hjertets voldsomhed, knæenes roterende vanvid.
Jeg er begyndt at kalde sandhed for løgn. Det er nemmere sådan.
Sandhed som i send had. Omsorg som i mors go. Løgnen er nøglen.
Jeg finder på, lægger til, leger gemmeleg med mig selv: “Kuk kuk, nu kommer jeg.”
Og så sidder jeg – et sted i teksten – og venter på at blive fundet.
Jeg har ventet længe nu.