Louise Juhl

Kære fredag.
Jeg vågner, og håber, at nogen vil holde min kæft. Men der er kun mig herhjemme, og så må jeg jo gøre det selv.
Det virker som en joke. Jeg virker som en joke. Men virkeligheden findes, og ensomheden er en plastikhandske på størrelse med en hånd. Eller det er min stemme, når jeg fortæller hunden, at han er den bedste i verden, og savner at høre ham svare: “I lige måde”. Virkeligheden er at rende rundt efter en krop, som et hoved efter sin hale.
Men ellers går det godt.
Kh Louise