Louise Juhl

Det er svært at sige, hvornår det begyndte. Måske har det altid været sådan. Den her følelse af at være placeret i verden som en ost i et udstillingsvindue. 

Som barn travede jeg hver vinter rundt i cirkler og trådte en sti, der begyndte og endte det samme sted. Andre gange byggede jeg huler af sne, men de var altid for små til at jeg kunne sidde derinde, så jeg endte med at stå udenfor og længes efter indenfor. 
De fleste somre tilbragte jeg i sommerhuset, omgivet af høje graner og mos. Alt var grønt, selv det blå, det grå og kantarellens orange. Alle farver var født ud af- og ind i det grønne. Ind i et landskab af høje, rygvendte nåletræer og seje græsser, der stod året til ingen verdens nytte og så alligevel.

Jeg har altid holdt meget af dyr. Polarræve, moskusokser, sneharer. Firben, bænkebidere og natsværmere. Der er noget bekendt ved disse skabninger, noget næsten umuligt. Jeg har læst en masse. Om frøer, for eksempel, der fryser til is i søen om vinteren for så at tø op til foråret. Om lækatte, der hypnotiserer kaniner med dans, for så at æde den. Eller flueskimlen, en svamp, der inficerer fluer og fjernstyrer dem til at parre sig med andre fluer, for derved at sprede skimlen, bære den videre videre.
Der er noget sært fascinerende ved den måde, verden hænger sammen på, grå og blå, læ og katte, fluer og svamp. Den enes død, den andens brød.
For tiden tænker jeg meget over, om jeg mon er lækat eller kanin, skimmel eller flue. Måske er det den slags overvejelser, der gør, at jeg lige siden, jeg var lille, har befundet mig på begge sider af udstillingsvinduet. Jeg er både en hullet ost, men også et sultent blik på den anden side af ruden.
Dén ensomhed – at være hverken eller – det er derfra, jeg skriver.