Louise Juhl

Da jeg var lille, tilbragte jeg som regel ferierne med familien i vores sommerhus. Fra midt i juni til august i en hytte i en nordjysk klitplantage. Læste og lagde kabaler uden regler. Bare kort ovenpå kort. Vi tog sjældent på udflugt, en enkelt tur til Dagligbrugsen måske. Så fik jeg lov at lægge varer på båndet, fulgte dem hele vejen fra start til slut. To liter mælk og en pakke mørk pålægschokolade: 
“Seksogtyve en halv., tak”  
Tilbage i hytten læste jeg Jørgen Clevin, jeg kunne det meste udenad:
“Hallo, hallo. Du har ringet til Jacob og Joachims Redningskorps, vi hjælper alle, både tykke og smalle.” Eller jeg gik ture på den store grund, byggede byer af kogler eller kirkegårde med kors af grannåle. Min bedste ven var en hulsten, vi betroede hinanden alt. Jeg fortalte den for eksempel, at jeg ind imellem bad til Gud, selvom jeg ikke troede på ham. Og stenen hviskede, at den for ganske nylig havde hugget en hel pakke flormelis fra skabet i køkkenet og rørt en stor skål glasur. Den havde spist det hele og i hast, og bagefter havde den været så svimmel af sukker, at den knap kunne holde balancen. 
Nogle dage efter fik jeg soleksem og talte i vildelse: Noget om dyr, der havde mistet hukommelsen. En ko, der troede, at den var en fugl og faldt ned fra himlen. Og en bjørn, der glemte at gå i hi og derfor døde af kulde og udmattelse.
Min mor kom med isterninger, jeg skulle lægge på tungen, men jeg nægtede. “For så vil isen jo smelte, og det er synd”. Næste dag var feberen faldet, jeg blev liggende i sengen for en sikkerheds skyld. Jeg kunne høre min mor råbe fra køkkenet:
Om der var nogen, der vidste, hvor pakken med flormelisen var blevet af? Jeg svarede ikke, krammede bare stenen under dynen, vi var jo bedste venner og bedste venner kan holde på en hemmelighed.