Louise Juhl

Det er svært at sige præcis hvornår, det gik op for os, at tingene hang sammen.
Ikke sådan som tirsdag hang sammen med mandag eller bål med brand. Men sådan som vi hang sammen – med det, vi kom af og kom fra.

Måske var det dengang Allan kom i skole med en brækket næse, og der blev helt helt stille, da vi ville vide, hvordan det var sket? To dage senere flyttede Allan ind ved sin mormor og fik en schäferhvalp, der hed Gonzo. Hvordan det ene hang sammen med det andet, vidst vi ikke, men AT det hang sammen, var vi ikke i tvivl om.
Det samme med Berit: Hun måtte hjælpes op af vandet efter bare to baner til svømning. Hun kunne ikke få vejret, sagde hun, – det var for meget både at skulle bevæge arme og ben og så også holde sig flydende. Hun kom op til skolelægen der skrev hende op til en plads på julemærkhjem. Da hun kom tilbage, var hun seks kilo lettere. ‘Hvor er det flot,’ roste de voksne hende og vi forstod, at det at også det være let og flot hang sammen.

Tingene blev ikke nemmere af den grund, af at de hang sammen. Tværtimod, det var ligesom i matematik. Jo mere vi lærte, des flere og flere ubekendte blev der at holde styr på: x og y og z og q. En, der hed Rikke, løste en tredjegradsligning ved at tegne en guitar uden strenge midt på papiret og et lighedstegn ud for en node i nederste venstre hjørne. Læreren kaldte hendes besvarelse for ‘en utrolig kreativ og tankevækkende løsning’. Alligevel fik hun kun 5 i standpunktskarakter.