Louise Juhl

Jeg lærer mig det meste af Brugsens Slankebog udenad. Der er madplan til en hel uge – til alle dagens måltider og med præcise mål og mængder. 
Morgenmad kl 7.30: Et blødkogt æg, et halv stykke brød med ost, og halvanden deciliter ylette. 
Til frokost foreslås tre halve stykker brød smurt med sød sennep: ét stykke med skinke og grøn peberfrugt, to med skiveskåret kartoffel og tomat. 
Til aften er der farseret perberfrugt med fyld af kogte linser og blendet tomat. Eller kålwraps med tun. 
Der er billeder af alle retterne, de mange fotos strutter af sundhed, der er drys af friske krydderurter på de fleste, dugvåde druer i en skål eller en kvinde med højtaljede bukser og helt flad mave i baggrunden, sløret.
De første uger følger jeg planen, forsøger at overgive mig til forfatternes viden – det er en ernæringsekspert og en kendt kok, der står bag. Jeg er svimmel og træt og tænker kun på mad, på alt det, jeg ikke må spise. 
Snickers, brunsviger, digestive kiks, schweizerdrops, revelsben, franske kartofler. 
Overalt er der lugte, der minder mig om, eller lyder af mad: Nogen der knaser et bolche eller en mor, der råber ”så er der kage” ud ad et vindue til et barn på legepladsen. Men jeg er standhaftig, jeg vender mig væk, lukker ørerne, går den anden vej. Tæller i stedet mine skridt, mit åndedræt. Det er noget jeg har læst et sted. At det hjælper at fokusere sin opmærksomhed på noget andet, noget uden for sig selv og dine egne behov. Noget stabilt, der hverken lader sig vælte eller friste. 

Så jeg tæller: Antallet af lygtepæle fra Gammel Gugvej til krydset ved eternitfabrikken. Hans Egedes kirkens bedeslag, HjemIs-bilens ring, Siderne i fredagens avistillæg. Jeg holder styr og husker, fylder mine tanker med tal, tømmer dem for alt andet. 

Jeg lærer hurtigt at reducere kalorierne. 
Morgenmåltidets ylette byttes ud med skummetmælkskefir, der kun indeholder halvt så mange kalorier. Brødet til frokost erstattes med Kavli flatbröd, de tyndeste knækbrød på markedet. De vejer kun knap 7 gram, en tredjedel af et halvt stykke rugbrød. Da Brugsen uden varsel en dag holder op med at forhandle dem, begynder jeg hver fredag at tage rutebilen til Vadum, hvor den lokale købmand har dem på hylderne. En tur på 40 minutter hver vej, 36 kroner alene for billetten. 
Til aften springer jeg proteinelementet over, kød eller fisk, og erstatter det med kogt blomkål. Det samme gælder kartoflerne, det er nemt og meget billigt: Kogt blomkål med kogt blomkål til. 
Det er også meget trist.

Efter seks måneder er opskrifterne i Brugsens slankebog reduceret til kogt blomkål, agurkestave og fermenteret hvidkål. Jeg taber mig med stadigt større hast, det er som om min krop giver op. Hvor den i de første uger og måneder holdt fast i alle reserver og forsøgte at kæmpe imod min selvpåførte sult, gør den som månederne går stadigt mindre modstand. Der er ikke mere at kæmpe med, ikke flere reserver, ikke flere kræfter. 
Fra december og til midt i januar taber jeg 6 kilo. Juleaften spiser jeg grøntsagssuppe, det festligste indslag er bruset i min dansk vand. Jeg løfter glasset og skåler med de andre: ”Glædelig jul.”

For at overdøve mig selv og mavens rumlen begynder jeg til fransk hos Inger i Vestbjerg. 
Inger er pensioneret gymnasielærer og bor i et hvidmuret parcelhus. Hendes mand er død for få år tilbage, men hun har beholdt huset. ”Hvem ville jeg være uden dét,” spørger hun: ”uden mit hjem og alle minderne.”. 
Der er et er et stort hus, der er meget plads, alligevel føles der trangt. Måske er det de mange indrammede fotos, der hænger overalt på væggene. 
Børn, børnebørn, feriefotos. 
På et af dem ses Inger og hendes mand, de står med ansigterne helt tæt på hinanden, i baggrunden anes en kopi af Mona Lisa, de mimer hendes uudgrundelige smil. 
De ser ud til at have det rart.

Af Inger lærer jeg at tælle til ti på fransk, bestille et glas mælk og at købe en baguette. At svare ”que?”  eller ”jes nes parlez pas francais,” hvis nogen henvender sig. 
Jeg er træt allerede, når jeg kommer og næsten uanset, hvad hun beder mig om eller spørger til, svarer jeg ”oui”. 
Også når hun spørger om mit navn, min alder: 
”Oui” svarer jeg, ”oui, oui.” 
Hun skælder ikke ud, Inger skælder aldrig ud. 
Hun ændrer bare sit spørgsmål, så det passer til mit svar: 
”Est-ce que tu t’appelles Louise?”, spørger hun, og jeg svarer ”oui” præcis som før, men nu giver svaret pludselig mening.
Der er noget næsten skræmmende ved Inger, ved hendes mildhed, en faretruende ro. Som om hun tænker, ”nu er jeg her og jeg skal ikke videre.” 
At sidde sådan, kun med sig selv, alene tanken giver mig angst.

Jeg holder meget af mine tirsdage med fransk, også selvom min indsats begrænser sig til oui. Den ugentlige udflugt til Vestbjerg er gylden: at sidde ved siden af Inger, følge hendes finger, når hun peger og med tydelig udtale læser sætninger højt: 
”C’est mon frére, c’est mon pére, c’est ma mére”. 
Hendes stemme og det, at ordene rimer, at tingene på den måde går op. 
Jeg elsker de tirsdage.

”Jeg har en veninde, der er psykolog”, fortæller Inger en dag i april. ”Hun hedder Hanne, og vil gerne snakke med dig.” 
Tirsdagen efter sidder Hanne i Ingers stue, hun rejser sig, da jeg træder ind. Jeg løfter afværgende hånden, siger: ”du behøver ikke at rejse dig.” 
Vi får lov at sidde i et af Ingers mange værelser, et tidligere kontor. Langs endevæggen står en varmtgul sofa med en meget lav ryg og overfor en kurvestol foret med lammeskind. 
”Skal vi sætte os her?”, foreslår Hanne og peger på sofaen. 
Hun vil gerne høre lidt om, hvem jeg er, hvad jeg brænder for. Det sidste undlader jeg at svare på, fortæller i stedet, hvad jeg hedder. Og at jeg har to brødre og en kanin, der afskyr, at man kæler for den. Jeg fortæller også, at jeg elsker Bossa Nova og svensk visemusik måske især. 
”Det kan jeg godt forstå,” svarer Hanne, som om der var noget at forstå.
Lidt efter finder hun et stykke papir og en kuglepen frem og beder mig skrive ned, hvad jeg drømmer om og hvad, jeg frygter.
 Fem ting af hver. 
”Må det være de samme ting?”, spørger jeg. Hanne ler: 
”Så galt er det forhåbentlig ikke”

Under drømme skriver jeg: 
At tage et dykkercertifikat, få mig en hund, lære at gå på høje hæle. At blive god til fransk og lære alt om astronomi.
Under ting jeg frygter, skriver jeg:
Coopertest, grammatik uden regler (engelsk), bjørnklo, ånden i glasset og at blive fed.