Louise Juhl

Varmen lægger sig som en maske over mit ansigt. Ingen tanker kan slippe ud, ingen trænge ind. Jeg prøver at finde ro i tilstanden. Zoomer ind på en flue i vindueskarmen. Den ligger helt stille. Det varer lang tid, en time måske to, før det går op for mig, at den er død.
En nat holder jeg mig vågen så længe, at jeg kan se mine knogler træde frem foran huden – som på et røntgenfoto. En krop gennemlyst af mørke.
Morgenen efter har jeg svært ved at vågne, ser heller ingen grund til det.
”Jeg har set mit eget genfærd,” svarer jeg, da Max spørger, om jeg er ok.

Han ringer efter Klaus, der kommer med det samme. Jeg synes, han ligner en helt anden, som han står der – på min stue – uden notesblok og blyant?

Klaus siger, at medicin vil hjælpe på det.
”På hvad?” spørger jeg, og tager jeg den brede elastik af, jeg har haft rundt om af håndleddet. Den har sat et dybt rødt mærke – og små blå udtrækninger hele vejen rundt. Jeg peger:
”Se,” siger jeg og smiler ”nu kommer de.”

Jeg ved ikke, hvad jeg mener med det, men jeg ved, at det er sandt.
De kommer.