Louise Juhl

To dage senere er sneen væk.
Min første indskydelse er at give Ulla skylden, men hun har fri. I stedet beder jeg om at komme til at tale med Klaus.

”Det er det, der altid sker,” forklarer jeg ham, ”det forsvinder, lige som det skal til at give mening.”
”Det?”
”Ja.”
Klaus ser ud som om han vil spørge mig om noget mere, men fortryder så, skriver i stedet noget ned på sin blok.

”Føler du dig vred?” spørger han lidt efter.
Trist? Bange?
Jeg føler mig som en opslagstavle af kork, som Klaus sætter sine spørgsmål fast i – med knappenåle.
Det er hverken vrede, tristhed eller angst, jeg føler, men nåle mod huden.
Prik, prik, prik, for hvert spørgsmål Klaus stiller.