Louise Juhl

Så skal jeg tegne mine hænder.
Jeg tager en blyant, lægger min hånd på et stykke papir, tegner hele vejen rundt.
”Din fod,” beder han mig så.
Jeg gør det samme som før bare med min højre fod.
”Dit ansigt.”
Jeg tøver, er klar over, at jeg er fanget i en slags fælde.
Så tager jeg blyanten og stikker den ind i munden, så langt tilbage jeg kan komme – til den rammer drøblen. Kaster op ud over papiret, pludseligt og voldsomt.
Opkastet er næsten gennemsigtigt, det trækker gullige fugtpletter helt ud til kanten af papiret.
”Ellers andet?” spørger jeg.