Højsang
by Louise Juhl Dalsgaard
Må endnu engang fortvivle over min patetiske højsang, der som en slidt grammofon spiller en trist melodi. Igen og igen. Den vemodige Piaf: ”Non, Je ne regrette rien”. Alle ridserne, som knitren fra skridt på vej væk.
”Non, je ne regrette rien”, synger hun. Synger jeg. Eller nej, jeg vil ikke synge med. Gu fa´en jeg fortryder! Det hele. Det halve. Eller kongeriget. I midten. Alle de flertydige svar. Den splittede appel: På een gang GÅ! Og BLIV!
Krumningen i ryggen. Smerten i de ludende skridt, der kalder på trøst.
Og det samtidige opråb: Svin mig til! Had mig! Hit me baby! Så jeg kan transformere den udefinerbare knude i maven til vrede istedet. Slå igen. Bare slå. Ud i luften. Om ikke andet. Slå ad helvede til, fordi det synes at foretrække. Fremfor at slå sig selv. I hovedet.
Jeg smider snøren i vandet og bider selv på krogen. Haps gewesen. Så meget for drømmen om at blive set. Drømmen om et nærvær. Symbiosen. Den umulige symbiose. Der er kun mig selv :”Every man is an Island”.
Og mod bedre vidende flyder jeg rundt som en ø af drivis og venter på at gå i opløsning. Smelte. Blive eet med det omgivende ocean. Har alene tiden og mig selv at kæmpe med undervejs. Og jeg forbliver en øde ø. Smelter ikke. Men hærdes. Til stål. Så helvedes kold . Så helvedes øde.
Ø
Flot skrevet! Minder mig om Fiona Apples sang “windows”, hvor hun smadrer vinduer, for ikke at smadre ham, hende (den anden) eller sig selv.
http://www.seeklyrics.com/lyrics/Fiona-Apple/Window.html
Tak for linket. Smuk tekst!
Og måske jeg skulle overveje vinduesdestruktion fremfor de bare næver. Bare for at prøve noget nyt. Spille en ny melodi. Piaf er lidt slidt efterhånden 🙂
Trænger vist mere til at skrive noget blidt. Noget ømt. Noget taknemligt. For det er jeg jo også fyldt af. Det er bare ikke dét, der kommer ud. Lige nu…
Bare lige lidt til Space – Fiona Apple er skøn – har du hørt hende synge Beatles nummeret Across The Universe?
Ballast vender tilbage og læser dig dybere.
knus
Feriefrillen
Ø… Avernakø, Strynø… Endelave, Als, Læssø… I og med at Danmark er et ørige og du dermed ikke er den eneste ø i farvandet, så er det jo rart, at der er nogle, der af og til bygger broer… Ikke dermed sagt, at jeg nødvendigvis mener, at der skal bygges flere… men vi kan jo bruge dem, der er… Ligesom det jo også stadigvæk, selvom jeg godt ved det er forældet, kan sejle frem og tilbage mellem øerne… Bornholm, Langeland, Fanø… Måske skulle du lave din egen ø-lejr… Altså jeg mener ikke sådan een med nøgne kvinder, der står op og pisser… Jeg mener en lejr af øer… Men okay, det blir jo så et ørige… Og det har vi jo i forvejen… Nes Pas?
Altså Kjeldsen: Jeg vil sgu hellere være en øde, gold og kold ø end en barnumset, brovtende og ekstremfeministisk ølejrentusiast 😀
Men ellers varmer de faktisk. Dine overvejelser. Selvom du gør det sjovt og uforpligtende. For det er da ret beset uendelig vigtigt. At man ikke er alene. At man nok driver rundt på åbent hav, men at der er andre derude. Man kan støde ind i 🙂
Og igen: Jeg er godt nok tung i rumpetten for tiden. Tunge, tunge tanker. Tunge, tunge tekster. I virkeligheden er jeg meget andet. Sjov for eksempel. Og ret glad ved livet. Og meget lidt hård. Det er bare det andet der presser å. Når jeg skriver. Men det vender vel???
Måske et ølejrophold kunne få mig på bedre tanker…Nej: så hellere tungsind 😉
Tunge tunge tanker. Og tekster.
Ja – det er sgu ikke altid let at være født med en overreflekterende hjerne med hang til melankoli.
Stort knus
Fra en FellowTænker
Feriefrillen. – Nej det har jeg desværre ikke. Kan du linke? Hun ER skøn.
En stålø…sikke et pudsigt ord.
Respekt, Ballast, for at du kan og vil skrive så skarptskåret. Jeg tror vi to er modsætninger, skrivemæssigt…lige i øjeblikket.
Du skriver hårdt, tungt, selvpiskende, grumt – men er (skriver du selv) slet ikke så sortseende i resten af dit liv.
Jeg skriver humoristisk, underfundigt hyggenyggestof – i et liv, som godt kunne trænge til lidt mere boypower.
Spøjst som ens temperament kan variere, og kollidere, med den måde man udtrykker sig på med ord.
Morgan: Det er mandag morgen. Og er ALT er i vejen. Lige nu. Ondt i maven, ondt i hovedet. Kroppen står for skud: Had, grim, for dorsk, for langsom, for tung, for meget. I vejen. Ligesom hovedet. Og tankerne. Der er så mange, at de står i vejen for sig selv og hinanden. ØØVvv! Og så får man lige en lille opstrammer: “En fellowtænker”…Du er dælme dejlig 🙂
Ja Beo:
Kollision er et supergodt og rammende ord, for det der sker for mig lige nu. Silhuet og Ballast. Bang! Av. Det gør ondt! Og det er godt nok nogle stærke kræfter der kommer ud af mine skrivefingre disse dage. Jeg bliver sommetider helt forskrækket. Ked af det. Og frustreret over, at der ikke kommer noget finurligt. Noget sprudlende. Noget sommerferie. Men det gør der nu engang ikke 🙁
Igen: Det vender vel? Ikke? (Og pigebarnet trygler: sig nu jo!!!) 😉
Øv hvis du trænger til boypower IRL. Go for it!!!! Undgå kollisionen, tag livtag med de indre modsigelser og udlev paradokserne (dont worry, det er bare ord. Dem har jeg mange af. Knap så mange evner til at realisere dem )
Hej Ballast.
Du skal trække stikket ud og sætte et andet i. Lyt til den fremragende Chris Daughtry og læs fremforalt tektsten, der trods sin banalitet finder ny dybde når den standses ud i din contekst.
Sæt dig på din havestol foran spejlet med morgenhår og syng ind i hårbørsten og elsk dig selv.
Sangen hedder “Home” og udover at fritage dig for direkte at løse din gordiske knude på 4.5 minutter giver den både håb og trøst og fremfor alt velvære … (Han er – ligesom du – enestående og fantastisk og rammer lige der – venstre om velvære og højre om håbløs).
Lige her : http://www.lyricsmania.com/lyrics/chris_daughtry_lyrics_8522/daughtry_lyrics_33540/home_lyrics_362866.html
(psst, Ballast: læser du mails på den adresse du opgiver når du skriver kommentarer hos mig? Har du alternativt en anden adresse jeg kan skrive til?)
Kære Penpal:
At last!!! Hvor hulen har du gemt dig?
Og ja jeg skal trække stikket ud. Helt ud. Men kan ikke. Selv når jeg gør mig hård. Selv når jeg lukker i og lukker af. Er jeg lukket op. Udadtil. Altid i søgen efter noget udenfor mig selv. Og derfor lidt fredløs. Min vrede er n fis i en hornlygte, for så snart nogen svarer igen logrer jeg med halen. Fordi enhver kontakt – uanset hvor ubehagelig- dog er en kontakt. Og således en mulighed for at undslippe mig selv. Slukke kontakten inwards. Ond cirkel. Snørklet cirkel…
Puhh, der var ikke meget kontaktslukning over den smøre 🙂
Prøvede dit link, men der var ikke forbindelse. Håber at opnå den senere. – Forbindelsen 😉 Glæder mig meget til at høre ham.
SKØNT at du er tilbage!!!!!
Acq: psssst: tjek lige igen. Du ved 😉
Hvor har jeg været ? – Ferietrængsler. Det skal jo overstås.
Du skal!! høre ham.
Det er ligesom at tro på Gud igen. Føler mig taget op og vugget i vorherres favn og nusset i min pauvre hårpragt.
Den skønhed er ikke menneskeskabt.. eller også er den netop det.
Vi er på mange måder ens – bortset fra at du har ægte talent og ikke skriver konfirmationssange med stavefejl. Kig forbi og se, hvad jeg mener.
Jeg sejler også rundt fra tid til anden…
Flot! Så godt, så godt, SÅ GODT SKREVET!
Tak for det, det var en fornøjelse at læse 🙂
…I am involved in mankind…
http://isu.indstate.edu/ilnprof/ENG451/ISLAND/text.html
M:
Yes you are!!!
Og “No man is an island, entire of itself; every man is a piece of the continent…Any man’s death diminishes me, because I am involved in mankind; and therefore never send to know for whom the bell tolls”
You are involved in mankind. And you are one of a kind!
mankind/kindman…and so fortress 😀
😀