Louise Juhl

Livet er langt, lykken er kort. Det her opslag handler om livet og bliver derfor langt, jeg forventer ikke, at I læser med, jeg skriver det mest for min egen skyld.

I går skrev jeg kritisk om et program, som jeg ikke mente levede op til sit ansvar. Jeg stillede en navngiven vært til ansvar for ikke at forvalte sin rolle tilfredsstillende, for mild hånliggørelse og manglende nuancering.
Når jeg reagerer så stærkt på netop hån, satirens fjerne fætter, så skyldes det egne oplevelser. Jeg er vokset op i et miljø, hvor det, der gav magt, ikke var store overarmsmuskler, heller ikke penge. Nej, det var evnen til at hævde sig intellektuelt. Hvilket jo i sit udgangspunkt lyder godt: At de, der sidder inde med mest viden, størst indsigt, også er de, der har mest at sige. Problemet er bare, når viden og indsigt forveksles med evnen til at latterliggøre andres indsigter, oplevelser, frembringelser. Det vil sige, at man i stedet for at gøre sit eget synspunkt gældende, bruger sine kræfter på at pege fingre ad de, der mener noget andet. Det er en svær balance, for hvornår går noget fra at være en insisteren på et synspunkt til at være en doven affejelse. Ja måske endda en latterliggørelse af de anderledes tænkende, anderledes handlende.

Den hån, jeg selv har oplevet, har handlet om følelser. Det vil sige, at mine oplevelser er blevet affejet som tåbelige, tøsede, overfølsomme. Og hvor man kan opponere imod et almindeligt argument, så er hånen infam, fordi den, der benytter sig af den, på en og samme tid, mener noget – og samtidig påstår, at det bare er sjov: Hvis man altså reagerer imod hånen, får man at vide, at man er sart. “Kan du ikke tage lidt sjov?” “Nååå, hvor eer det synd for dig, hvad?” Den hånende barnliggør sit mål, punkterer gråden:
“Buhuhu, skal du have en sut?”

Mens jeg skriver det her kan jeg mærke raseriet. Ikke et raseri, der leder til trang om at slå, men snarere det modsatte. En trang til at give op, give efter. Pakke sammen, pakke mine følelser ned, lukke af.
Det er sådan afmagt fungerer, man giver op, og opgivelse er en af de værste følelser, vi som mennesker kan rammes af. En følelse af, at lige meget, hvad man siger, hvad man gør, så ændrer det ikke noget. Uanset hvor meget man trygler den hånende om forståelse, så ændrer det ikke på latteren, den manglende respekt. Tværtimod: Din tryglen forstærker blot den hånendes oplevelse af magt og ret.

Lad mig understrege: Jeg kan godt lide Mathias Hammer. Jeg har stor respekt for hans musikfaglige viden og hans lyst til at formidle selv svært tilgængelige musikalske fakta for et bredt publikum. For nogle år siden var jeg leder af en aftenskole, og her havde vi faktisk et stort ønske om at få Hammer til byens sommerhøjskole. Det lykkedes ikke, men blot for at sige, at jeg er sikker på, at han er dygtig på sit felt og en begejstret formidler.
Det, jeg reagerer imod, er det, jeg oplever som disrespekt. Ikke bare overfor det værk, han i programmet ‘Anmelderne’ i sidste uge satte under lup, men også overfor forfatteren, Amalie Smith. Det er små ting, der gør det. Det handler om tonefald. Det handler om den kategoriske afvisning af forfatterens valg: “Nej! Der er ikke nogen, der slynger et barn ind i verden. Man FØDER” (jeg er ikke sikker på, at det var det præcis ordvalg, men brugen af Nej! husker jeg ret tydeligt).
For mig tenderer det ikke bare påståelighed fra værtens side, men også hån. En undergravelse af Amalie Smiths valg af metaforer, som muligvis er relevant, men jo kun i det omfang, man stiller det op som en undren. Hammer kunne have spurgt de andre i studiet (og sig selv): “At slynge et barn ind i verden, lyder for mig forkert. Hvad tænker I?”

For mig er hån vold med ord. Det er en syngende lussing, en afklapsning, den voldelige bagefter påstår, ikke er fundet sted. Vold? Ha! Jeg kan allerede høre påstanden blive affejet. Kritikken af hån blive mødt af hån.
Det er derfor det er så infamt. Fordi det er umuligt at forsvare sig imod, tage til genmæle overfor. Og det er måske også derfor, jeg har det svært med programmer, hvor den her, i mine øjne, dovne selvhævdelse, den her humor, hvis intention ikke er latter men latterliggørelse, finder sted.

Jeg sagde det jo. Det blev langt. Sikkert også rodet. Ligesom livet er et rod. Lykken måske også. God onsdag. Kh