Louise Juhl

Det hele kom sig af, at jeg en dag fortalte min terapeut om mine drømme. Jeg fortalte ham, at de handlede om tasker i tyl og mekaniske fugle. Han sagde ikke noget til det, blev bare bleg og forlod rummet.
Jeg kunne høre, at han kastede op på den anden side af væggen, og da han vendte tilbage til konsultationsværelset, var hans øjne røde og hævede. Han spurgte “hvor længe har du drømt den slags?,” og jeg svarede ”et par måneder, måske tre.”
Den følgende uge havde min terapeut inviteret to kolleger indenfor. “Ja, jeg håber ikke, at det gør nogen forskel?,” sagde han, og før jeg nåede at svare, havde jeg trykket dem begge i hånden. “Dav” hilste de med et nik og satte sig i to kurvestole bag briksen, jeg skulle ligge på.

Min terapeut bad mig gentage, hvad jeg havde fortalt ham sidst, og jeg fortalte alt om de tylklædte tasker og de enorme mekaniske fugle, der bevægede sig som kraner henover himlen. Alle tre noterede flittigt, undervejs rejste de sig en efter en, småsvedende. Én så ud af vinduet, én anden bed sig i underlæben, den sidste slog spidsen af en blyant mod sine fortænder. Min terapeut forlod ligesom sidst lokalet for en stund. Der var ingen tvivl om, at han var den af de tre, der tog værst på vej.
Det var dér, på briksen med de tre terapeuters opmærksomhed rettet mod mine drømme, at jeg besluttede, at noget måtte ske. Jeg besluttede ganske enkelt, at jeg fremover ville skrive drejebog til mine drømme, så de aldrig mere skulle handle om hverken tyl eller fugle. Nu drømmer jeg om avocado, træskostøvler og energisparepærer. Jeg synes allerede, jeg kan se, at min terapeut har fået det væsentligt bedre.