Louise Juhl

Jeg lærer at spare op. Jeg får fem kroner for at støvsuge, og to for at gå ude med skraldet. En tier, hvis jeg slår græsplænen og tyve, hvis jeg hjælper far med at klippe hæk.
Det med hækken tager hele dagen, så det kan ikke betale sig, siger min storebror.

Det der med om ting kan betale sig, det er vigtigt. Også om mennesker kan.
Vores nabo, Kaja, bliver indlagt på noget, der hedder psykiatrisk, som man kun bliver indlagt på, hvis man fejler noget inde i hjertet eller oppe i hovedet.
Hun forsøger at hænge sig i et træ i haven. Hun har stillet en havestol i hvid plast under, men noget går galt, måske giver grenen efter.
Hun græder, da de henter hende. De er tre. Allesammen mænd i jakker med gule striber på ærmerne. En af dem lægger et tæppe om Kaja skulder, selvom det er sommer og meget varmt.
Mor er også i haven, måske er det hende, der har ringet. Kaja gentager de samme ord igen og igen, “jeg kan ikke finde ud af noget, ikke engang at dø”.

Da mor kommer tilbage er hendes øjne røde og hævede. “Bare jeg kunne stille noget op,” siger hun og pudser sin næse i et stykke køkkenrulle. Men far svarer, at det jo for fanden ingenting nytter med al den hjælp, det ender jo alligevel altid på samme måde. “Det kan ikke betale sig,” tilføjer han, og jeg tænker, at det måske er ligesom med hækken. At det er for meget arbejde og for meget tid og for næsten ingen penge.

Da Kaja bliver udskrevet inviterer mor hende på boller. Der er dækket op med dug og mor har foldet servietter, så de ligner svaner med vinger og stolt hals. Kaja har tårer i øjenene: “Du skal virkelig ikke gøre al den umage for min skyld,” men mor protester.
“Vi gør det for hinanden, ikke sandt. Jeg folder servietter og du gør mig selskab.”

Jeg får lov at spise to boller og at få både min mors og Kajas svaner, og jeg skal ikke engang gøre noget til gengæld. Det er en god eftermiddag.