Louise Juhl

Jeg vil gerne skrive noget om mobning. Faktisk er jeg begyndt mange gange, men er hver gang stoppet igen, fordi det bliver for svært. For hårdt, for konfronterende. Måske også, fordi jeg ikke tør. Af frygt for mobberne, tænk hvis de vender tilbage, jeg har ikke flere kinder at vende til. Og af frygt for at møde mig selv. Det er noget med sten og glashus og hvem kastede egentlig først?

Jeg er blevet mobbet. Det er ikke synd for mig, jeg har også selv mobbet og tror i øvrigt ikke, at det, jeg har været udsat for, på nogen måde modsvarer, hvad andre har oplevet. Måske er jeg heldig, de første mange år af mit liv var jeg frygteligt naiv. Det betød, at jeg sjældent opdagede, når vittighederne ændrede karakter fra det kærlige til det hånlige: ’God røv dér’, var der måske en, der råbte, og jeg tog det som en kompliment og overhørte, bevidst eller ubevidst, fortsættelsen ’-stor i hvert fald.’  Jeg kan ikke huske ikke, hvad jeg følte dengang, kun hvad jeg tænkte: At en stor god røv vel var bedre end en lille. Senere forstod jeg, at det ikke var tilfældet, jeg husker dagen, det gik op for mig. Det var som at blive slået i maven med års forsinkelse. Kan man blive såret pr. efterkrav, kan man tillade sig at bore i et sår, der for længst er lægt. Det kan man nok ikke, men det her handler ikke om at bore, det handler om, at såret stadig findes – lige under sårskorpen. Ydmygelsen sidder der endnu. Ikke i hjernen, men i kroppen. Som en lille usikkerhed, der gør, at jeg stadig trækker både mave og kinder og bagdel ind, når jeg er i selskab med folk, jeg ikke kender.
 
Jeg er på mange måder et heldigt menneske. Tænk på alle de virkelige ofre, dem, der udelukkes fra det store fællesskab, samfundet. Dem, ’vi’ kalder ’de andre’. 
Jeg arbejdede engang på et advokatkontor, jeg slikkede frimærker og gik efter cola, og satte service i opvaskemaskinen efter de fuldmægtige, når de havde spist. Indimellem blev nogle af dem siddende ved bordet, så måtte jeg løfte jeg deres kopper for at tørre bordet af under dem, og så stille dem tilbage. De ænsede mig aldrig, talte bare videre hen over mit hoved, ofte udvekslede de hånlige bemærkninger om deres næste klient. Hættemågen, kaldte de hende, hun bar tørklæde og klædte sig i lang kjole og havde ’flere bogstaver i sit navn end alfabetet indeholdt’. Det var hættemåger, som hende, de tjente deres penge på, det var de såkaldte hættemåger, der betalte for advokaternes Mercedes, de pressefoldede habitter. Alligevel blev de omtalt som måger, nogle gange endda med henvisning til “luftens rotter”. 
En dag kom jeg for skade at korrigere en af dem. ’Zeinab’, rettede jeg, da han, som altid talte, omtalte sin klient med foragt. Det blik jeg fik tilbage, fortalte mig med al ønskelig tydelighed, at enten holdt jeg min mund, eller også mistede jeg mit job. 

Jeg ville sådan ønske, at jeg her kunne skrive, at jeg stod op mod mobberen, mod advokaten og hans ringeagt for sin klient. Men det gjorde jeg ikke. Jeg fortsatte med at tørre bordet af, skyllede karkluden under hanen og forlod frokoststuen uden at sige mere. Jeg beholdt mit job, foretrak vel sikkerheden fremfor ordentlighed og retfærd.
Jeg har således ikke noget at lade nogen høre. Heller ikke dem, der tilføjede ’stor i hvert fald’, dengang for længe siden, de talte om min røv.
Jeg skriver ikke for at få pege fingre, heller ikke for at få tilgivelse for min egen manglende indgriben dengang på advokatkontoret. Jeg skriver for at tale om den mobber, der bor i de fleste af os. Måsdke fordi vi selv er blevet mobbet, måske fordi vi er bange, måske fordi vi er så sikre på vores gene almagt, at vi glemmer at ingen er mere værd end andre.

Selv udviklede jeg en spiseforstyrrelse, den tog tretten år af mit liv. Tre indlæggelser. Den ostede samfundet rundt regnet tre millioner kroner i døgnindlæggelse, psykiatere, sygedagpenge og ressourceforløb. Det er sikkert ikke de råbende drenges skyld, langtfra. Heller ikke min velvoksne bagdels. Men måske er det tusinde små dumsmarte bemærkninger, som vores dronning engang kaldte dem, der tilsammen har skubbet til et skræøbeligt korthus. Uanset hvad, havde havde jeg helst været drengenes bemærkning foruden.
Zeinab vandt heldigvis den sag, advokaten havde rejst på hendes vegne. Hun fik en erstatning på 150.000 kroner for uretmæssig fyring, advokaten fik cirka det samme. For Zeinab betød det alt, for advokaten betød det et nyt jakkesæt og et boost af hans i forvejen voldsomme selvfedme. 
Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige med alt det, måske at vi skal tænke os om, før vi taler. Tænker over, hvad vi siger og hvorfor vi siger, som vi gør. Om vi nogle gange måske endda skulle lade være, også selvom det kun er for sjov eller i al fortrolighed.
Det er ikke lige meget, det er aldrig lige meget, hvordan vi taler til hinanden, om hinanden. Det er SÅ meget nemmere at lade være at råbe ad andres røv, kalde folk for hættemåger, end det er at rette op på de skader, vi risikere at påføre de ramte. Det kan tage år. Jeg var heldig, for mig tog det tretten, for andre tager det et helt liv.