Louise Juhl

Vores bedsteforældre spurgte igen og igen: hvor bliver tiden dog af.

Vi var i tvivl, om vi skulle svare og hvis ja, så hvad: 
Var det tiden bag os, de efterlyste – i går og i forgårs. Eller var det tiden foran os: I morgen, om et år?

Måske var det begge dele.
Et sted midt imellem, hvor tiden stod stille længe nok til, at gærdejen kunne hæve færdig, kartoflerne koge møre og sværene på flæskestegen blive sprøde. Der var noget rart ved denne ikke-tid, noget konkret og nærende, vi var uvante med i en verden, der ellers handlede om alt muligt andet og ofte diffust: At opføre sig ordentligt, passe sin skole, sørge for ikke at gå i vejen.

Vi nød at være hos dem – og udenfor tiden.
Se på, mens en farmor lavede mad eller en farfar satte tal i kolonner, førte regnskab. Vi læste i ugeblade: En chefredaktør rapporterede fra Kenya og i en artikel lige efter blev det fortalte, hvordan en gårdbrand, havde ført en familie fra Skjern tættere på hinanden: “Således blev en ulykke vores indgang til lykken”, lød overskriften. 
Endelig til sidst i bladet – de mange gode husråd: Bagepulver, læste vi, kunne bruges til cirka alt: Rengøring af køkkenvask og pudsning af sølvtøj. Hoste kunne løsnes ved hjælp af saltvand. Græs på tøjet gik af med sødmælk. 

Klokken tolv var der varm mad, medister med kogte kartofler og surt. Klokken tre blev der dækket op til te og kage: Darjeeling og en skive roulade med flødeskum, sereveret i de bløde stole i sofaafdelingen. Klokken halv seks var det tid til aftensmad, forskelligt slags brød og pålæg: skiver af gårdsdagens steg, halve æg og kolde kartofler.

I det hele taget var det bedsteforældrenes færden, deres gøremål og måltiderne, der bestemte tiden. Ikke omvendt.