Her

by Louise Juhl Dalsgaard

Dyrene i den her skov er store, insekterne er på størrelse med kvæg, dorske og dovne, de hængerindtil de har tømt luften for ilt. Så falder de til jorden, efterladende sig en sær lugt af sved. Hvad der sker med dem derefter, ved jeg ikke, jeg tør ikke tænke tanken til ende.
Man vænner sig til det, man vænner sig til alt, lyset, for eksempel, der falder med en helt anden hastighed, end i andre verdner. Her kan jeg fange en sol mellem mine hænder, lukke håndfladerne, slippe den løs. Der er ingen afbrud at spore, kun tiden imellem vidner om, at noget stod stille, noget lys.

Jeg har hængt en række patentglas op på en snor under ovenlysvinduet, ind imellem åbner jeg på et låg, fanger lys og sætter låget på.
Det har ikke nogen hast med at slippe løs, lyset, det er forskellen på her og andre steder.
Her er jeg et vilkår, her gør jeg mig fri af afsavnet ved intet at savne.