Louise Juhl

Jeg læser højt for mig selv, uden lyd, det er en bog om en abe, der kan cykle, den kan også nynne uden melodi, står der.
Det minder mig om noget.

Mine mund bevæger sig med mine øjnes bevægelser over siden, en slags morse: Hver gang jeg blinker, er det en prik, hvert vejrtræk er en streg.
For hver syv gange jeg blinker, trækker jeg vejret, eller også er det omvendt. Rækkefølgen er den samme, uanset hvordan.

Det er en måde at være til på, at nærme mig mine handlinger.
Om lidt går jeg ud og vokser op, læser jeg.