Louise Juhl

Jeg holdt op med at græde, da jeg fyldte seks. I stedet lærte jeg at spytte på spejlet og så, at det trak striber.

Vi var altid på jagt efter kantareller. Vi forestillede os, at det var små orange planeter eller nødstedte rumskibe, der lyste op fra et univers under os.
Min mor tålte ikke svampene, men min far mente, at det var et spørgsmål om træning,”Prøv igen.” Og hun prøvede og kastede op flere dage i træk, den lyd, som et skibsskrog, der revner.

”God mat sparer prat”, stod der på kaklerne over vasken.

Jeg døbte mine knæ den sommer: ”det dér” og ”dét der”, kaldte jeg dem, som Dupond og Dupont, bare mere ens og derfor mere ensomme. Jeg havde set på TV, hvordan det lykkedes at transplantere et sæt hænder fra ét menneske til et andet. Jeg tænkte: det er sådan, jeg er endt i min krop. Jeg tænkte: jeg er havnet hos en anden.
Det var ikke dét, at jeg var en anden, men dét, at ingen savnede mig.

I mange år var det eneste, der forbandt mig med mig selv, mine knæ. Det dér og dét der.