Louise Juhl

Min kollega, Kaspar Colling Nielsen, skrev engang noget i retning af, at de, der påstod, der ikke fandtes hierarkier, økonomiske, sociale, kunstneriske, det var dem, der sad øverst eller i hvert fald solidt og godt placeret.
Jeg tror, han har ret, hvis ikke du selv har oplevet, hvad det vil sige at blive valgt fra, diskret dømt ude eller – nok oftest – bare konsekvent ignoreret eller overset, ja så er det svært at tro, det finder sted. Hvis du aldrig har fået afslag på lån til indskud i en lejlighed, fordi din økonomi er for usikker eller svingende eller slet og ret ikke-eksisterende, og derfor må leve på sofaen hos venner og måske med tiden få et kælderværelse mod lovning om at passe alle opgangens katte i ferier og ved fravær, ja så synes du nok, at al den snak pm økonomisk ulighed og fattigdom er lige lovlig overdrevet. Hvor der er vilje er der vel vej, og mon ikke man kan finde en avisrute at passe, ærlig talt. Og hvis ikke man har prøvet at sidde hos lægen og bliver set på henover halvbrillen med et mildt overbærende blik, når du fortæller om en klump i halsen på størrelse med en kattekilling, en hårbold af umulige følelser, ja så vil du næppe tro, at der er forskel på, hvad du bliver tilbudt af undersøgelser og udredningsforløb, alt efter lægens forgodtbefindende eller velmente fordomme. Der er jo sandt at sige også mere potentiale i at undgå en afdelingsleders sygemelding end i at undgå en arbejdsløs sammenbrud. Eller hov nej, den slags finder naturligvis ikke sted, alle har jo lige adgang og ret til behandling, det er klart?
For de, der bliver inviteret til debatter, festivaller, tænketanke og udvalg, synes al snak om hierarkier at være noget med “indsatsområder” og “repræsentation,” og det er supergodt og supervigtigt, men det er også ord formuleret fra toppen af hierarkiet og der er virkelig langt til de mennesker, der ikke engang er bekendt med diskussionen om- og kampen for mere lighed, for dem handler det om at fjerne katten fra halsen, finde et sted at bo. Jeg har ingen løsninger og alene det, at jeg har tid og overskud til at formulere mine tanker beviser, at jeg min røv nok er solidt placeret et godt stykke over vandskorpen. Men jeg prøver altid med min skrift at skrive udenom halvbrillen og at ae katten over pelsen, hviske: “Jeg ved, hvordan du har det.”