Louise Juhl

Sund mad og kostpyramiden stod højt på dagsorden.
I husgerningstimerne lærte vi en rækkefølge for opvask, glas og bestik først (det, der var i berøring med munden) dernæst tallerkener og til sidst skåle, gryder, pander. Formålsløst, måske, fordi vi næsten alle havde en maskine til at klare opvasken derhjemme, men omvendt havde det karakter af et dannelsesprojekt, der var hierarkier for alt og overalt – selv for bestik og fade. 
Lige sådan fandtes der regler og systemer for tandbørstning (tolv børst for hverflade), madpakke (først det sunde, hamburgerryg og ost, og først til slut en enkelt med pålægschokolade), tøjets fordeling i skabet (undertøj og t-shirts på hylder, skjorter og kjoler på bøjler). 

Et af tidens store dramaer udspillede sig for åben skærm, da en kogebogsforfatter kom for skade at skylle sit hakkede oksekød under koldt vand for at reducere på indholdet af fedt. 
Landet blev delt i to, de, der spiste for at n yde og dem, der spiste for at kunne yde. Nu havde askesen taget overhånd, mente de første, mens de sidste fandt kokkens anbefalinger værd at følge. Efter lidt tid tog stormen af, men vandene var stadig delte, det handlede om mere om mad, så meget var sikkert. Det handlede om selvkontrol,
”en sund sjæl i et sundt legeme”.
Og deroverfor? En fri sjæl i et frit legeme, måske.

*