Louise Juhl

Det er i marts, himlen skyder med skarpt, kugler af sen kulde. En engel med udstrakte vinger skygger for sommeren. Ditte fra klassen fylder år og inviterer alle pigerne med hjem. Hundredeognogentyve sølvfarvede balloner hænger fra loftet, en levende diskokugle, et gitter af glimmer. Vi får bind for øjnene og en nål i hånden og skal stikke hul om kap. Det handler om at punktere flest og på kortest tid. Sidse, der kun har gået i klassen siden i sommer, rammer ved siden af og lige ind i kinden på drengenes darling, Seneca. Hun skriger og råber retningsløst: “Sindssyge kælling” og “av for satan.” Familiens hund, en flatcoated retriever, begynder at gø. Panikken breder sig som en løbeild, alle løber rundt med bind for øjnene og nåle i hænderne, kalder i blinde. Ditte hulker højlydt. Ikke over Najas smerte eller Sidses åbenlyse ulykkelighed, men over festens fallit. Mere end hunderedeogtyve balloner og så til ingen verdens nytte.
Festen opløses, Seneca bliver kørt på skadestuen – stadig med nålen hængende ud fra kinden. Hunden får et ben at tygge i og falder til ro. Dittes mor forsøger at trøste sin datter, såsåså, men forgæves. Alt er tabt, græder hun, ingenting bliver nogensinde det samme. Ingen ved, hvad der bliver af Sidse og ingen synes heller at bekymre sig. Hun falder vist aldrig rigtig til i klassen, efter sommerferien skifter hun i hvert fald skole igen. Godt det samme, mener Seneca, hun var jo åbenlyst nuts, syg i hovedet. Vi andre nikker: ja.