Louise Juhl

Jeg vil gerne prøve at sige noget, men det er svært. Det er svært, fordi det handler om ironi. Den ironi, de fleste af os er vokset op med, og som kan fungere som kærligt dril, en lim mellem mennesker.
Men også som noget andet: En subtil form for mobning, for eksempel, ydmygelser forklædt som sjov.

Da jeg var barn samlede jeg på glaskugler, jeg ejede henved 300 af dem nogle helt gennemsigtige men de fleste i farvede mønstre. Jeg kunne få timer til at gå med at sortere dem i bunker efter systemer, kun jeg selv kunne gennemskue. Noget med striber på tværs og på langs, sommer og vinterfarver, S og K. Min mormor syede små poser, jeg kunne opbevare bunkerne i, af lyserød satin, bordeaurød velour, blå denim, jeg havde mere end femogtyve sådanne poser, og jeg vidste præcis hvilke kugler, der lå hvor. Jeg var meget glad for mine kugler, ja de var vel som en slags familie, nogle nære, andre lidt fjernere, men alle betød de noget, udfyldte en plads. En sommer havde jeg taget kuglerne med på stranden og gravet små huller, de kunne ligge til skue i, det var en balancegang at grave hullerne så tæt på vandkanten, at elementerne spillede sammen, vand og sand, og himmel og glas, men ikke så tæt på, at kuglerne risikerede at blive skyllet væk. Flere kom forbi og satte sig på knæ for at betragte udstillingen, sagde ord og næ og hvor er de fine, og jeg nikkede stolt: Tak. De kunne ligeså godt have sagt det om mig selv: Næ, hvor er du fin, så tæt var jeg på mine glaskugler, så meget betød de for mig. En mand på alder med min far spurgte om han måtte holde kuglerne i hånden, mærke sig deres tyngde, glassets materialitet. Jeg vidste ikke, hvad tyngde betød, heller ikke materialitet, men ja, han måtte gerne prøve at holde nogle af dem i sin hånd, værsågod. Han tog imod og lukkede hånden, tak, sagde han. Og gik. Med kuglerne gemt i sin hule hånd og et lille smil om munden. Tak. Jeg husker, at jeg først lod mig forvirre. Hov? Det er jo mine kugler, du har i hånden? Han gik meget langsomt fra stedet og med den fyldte hånd bag på sin ryg, så jeg kunne følge den med øjnene. Jeg husker ikke, om jeg råbte Stop. Hallo. Hey. Det er mine kugler. Jeg husker kun fortvivlelsen, jeg kunne jo ikke følge efter ham og dermed efterlade de andre kugler ubevogtede og i risiko for at blive taget af bølgerne. Og så begyndte jeg at græde. Nej, stortude. Hulke helt fortvivlet. Endelig stoppede manden op, han var på det tidspunkt nået 40-50 meter væk fra mig. Vendte sig hovedrystende rundt, storsmilende og påstået uforstående. Hvad jeg dog flæbede for? Han havde jo ikke tænkt sig at bortføre kuglerne, han havde dem jo bare til låns. De tog jo ikke skade af at blive luftet lidt, berørt af en fremmed hånd. Jeg var vel ikke et pattebarn, en tudemarie, jeg var da gammel nok til at tage lidt sjov? Og så smed han kuglerne fra sig i sandet med noget, der lignede foragt, i hvert fald et lille fnys: – herreste gud, pigebarn.

Ind imellem oplever jeg noget lignende i opslag og debatter rundt omkring. Sådan en opførsel, der ene og alene har til formål at hævde sin magt, teste den andens grænser. Ydmyge men uden at stå ved, at det er det, man gør. Man tester, man leger med den andens følelser. Man går til grænsen og lidt over, for så at kunne pege fingre og råbe: Krænkelsesparat.
Var jeg krænkelsesparat, da jeg ikke fandt den voksne mands humor sjov? Var det pattebarnsagtigt af mig at reagere med gråd? Gjorde manden nogen som helst andre end sig selv en tjeneste? Blev han klogere af sin leg, blev jeg?
Jeg ved ikke, om min pointe fremgår klart, men jeg er så dødtræt af bidrag, hvis eneste formål er at såre. Gøre grin med. Udstille fremfor at fremstille. Vi har en verden, der i den grad kalder på løsninger, på at vi finder et eller andet fælles sprog, hvormed vi kan tale sammen. Hvorfra vi kan tale sammen. Og jeg tror simpelthen ikke på, at ironi er dette sprog.
Hvis du er fuglekigger og gerne vil lære noget om fugle. Blive klogere på dem, forstå dem, eventuelt danne en form for venskab eller samhørighed med dem, så er det dumt at sætte sig bag en rude og kalde på fuglen. Sætte frø frem, bær, andet, der kunne lokke den til. For selvom du lykkes med dit forehavende, lokker fuglen til dig, så vil den med 99% sandsynlighed flyve direkte ind i glasset og komme til skade. Og godt nok vil du dermed have ret nem adgang til fuglen efterfølgende, du vil kunne dissekere den, lade den udstoppe, tilberede den på panden. Men du vil aldrig lære den at kende. Og det er vel det, en god debat går ud på: Ikke at slå hinanden i jorden men at komme hinanden nærmere. Hvorfor ellers overhovedet diskutere?