Louise Juhl

I folkeskolen var der seksualundervisning. Det foregik som regel med hjælp fra et plastikaggregat, der skulle gøre det ud for et overskåeret underliv. Kvindens var et virvar af -hule, -halse, -stokke, der spillede sammen i et kompliceret system af hormoner, dage, æg og blødninger. Vist nok altsammen for gøre os fødedygtige, som det hed sig, noget vi skulle værge os imod, graviditeter skulle for enhver pris undgås. Vi blev advaret mod tidlig graviditet, hørte om unge mødre, der måtte ofre deres ungdom på amning og bleskift, en tid, de aldrig fik igen. Vi lærte at’beskytte os’, kondommer, p-piller, spiral, afbrudt samleje. Vi hørte om fordele og ulemper ved de mange metoder, det lød altsammen som våben i en krig og vores lyst var fjenden. Vi fnes og skammedes os over vores kroppe, os selv, og alt det vi længtes efter at gøre med den. Nogle gav efter for lysten, men de fleste af os rendte fortvivlede rundt, fanget imellem barn og voksen, hverken eller og betragtede sex som æggende men farligt. Drengenes begær var en trussel, vi måtte ruste os imod. 

Vi blev opfordret til at lægge os med et spejl imellem benene – ’lære os selv at kende’. De færreste af os følte trang til at følge rådet, hvad skulle vi stille op med det, vi fandt? Vi foretrak at holde afstand, hviskede forsigtigt sammen om fitten og klitten og kussen, med en blanding af afsky og beundring. Fandt vi en sjælden gang mod til at se efter, fandt vi, at kønnets læber lignede forvoksede bløddyr, ikke ulig de gigantiske sandorme, vi havde set i sciencefictionsfilmen Dune. Alt ’dernede’ virkede uforståeligt og farligt: Hver måned flød det med blod, vi vred vores kroppe i ubehag, forklarede de fortrukne ansigter med et “jeg har det røde”. Kroppen var underlagt et diktatur, det var lige så umuligt at kæmpe imod, som vindmøller og jordens rotation. I mange år forekom det os fuldkommen ubegribeligt, hvordan noget så ækelt og uforudsigeligt som ’det dernede’ kunne vække drengenes begær.

På pensum var Vita Andersens Med hjertet og kussen i laser og Tryghedsnarkomaner, vi genkendte det meste, men lod som ingenting, det var for tæt på eller også var det for langt fra, vi kendte ikke selv forskel: ”Vi tar hjem og boller hos mig/ han spørger hvordan jeg vil ha det/ som om jeg er en kødret der skal serveres på en særlig måde/ jeg lader som om jeg ikke hører hans spørgsmål/ for jeg ved ikke hvordan jeg vil ha det.”
I samfundsfag blev tv-apparater kørt frem på rulleborde, sammen så vi på arkivklip fra 70’ernes rødstrømpedemonstrationer og bannere med slagord som: “Det er ikke nogen bøn/kvinder kræver ligeløn.’ Vi læste statistisk materiale fra socialforskningsinstituttet. Grafer over fordelingen af arbejdet i hjemmet, lederstillinger og fag fordelt på køn. Skrev indignerede stile om det alt sammen men lod kampen begrænse sig til papiret og fandt os i tingenes tilstand. Der var jo ingen grund til at blive skingre, undskyldte vi os selv med et udtryk lånt fra mandens univers, og tilføjede ”man når som regel længst med kompromisser”.