Louise Juhl

Hunden er langsom i dag, måske er det den kemiske kastration, der gør det, måske er det det samme, kulden gør ved os alle, den gør os langsomme. Der har været begravelse i kirken i dag, udenfor holder en taxi, en chauffør er ved at hjælpe en ældre kvinde på krykker ind i bilen, hunden vil ikke forbi, den ældre dame og chaufføren bemærker det, det er pinligt, det pludselige optrin, hundens modstand, det hele er forkert, “kom nu”, skynder jeg, jeg hiver i dyret, der instinktivt ved, at vi ikke skal videre, at vi ikke skal forbi den kvinden på krykker, det er det bedste ved hunden, den spørger ikke, om den kan være sig selv bekendt, den gør, hvad der er nødvendigt at gøre, som for eksempel at undgå døden.
Vi ender med at vende om.