Louise Juhl

For nylig hørte jeg om en flok hunde, der var blevet efterladt i en grønlandsk storm. Fastspændt til en lang kæde, de havde ingen chance for at undslippe. De havde gnavet i deres egne ben, forsøgt at bide knoglen over, hvor kæden sad fastspændt. De var lykkedes ikke, da man fandt dem, var sneen helt rød af blod. Det er ikke til at sige, om de døde af sult, af kulde eller af deres egne bid, men jeg tænker meget på dem. På hundene og på, hvad de skulle have gjort i stedet.
Om der overhovedet var noget at gøre.