Louise Juhl

1. Jeg skrev et digt om gud i går. Og om læger og knæ. En kvinde på instagram skrev til mig og spurgte: Hvorfor skriver du egentlig Gud med med lille begyndelsesbogstav? 
Jeg svarede: “Det er fordi, det er sådan, jeg kender ham. Med lille g, det er sådan, jeg bedst kan lide ham. Kh”

2. En ting: Her til morgen gik det op for mig, at tværsummen af dag og måned i hele 2025, vil være den samme som tværsummen af dag og måned og år. Fordi hver gang man lægger ni (2+0+2+5) til et andet tal, bliver tværsummen den samme som udgangspunktet. Det beviser ikke guds eksistens, men det er smukt alligevel. 

3. En anden ting: For nogle måneder siden steg jeg ombord på et tog sammen med flere andre. Heriblandt en midaldrende mand, der kun med stort besvær klarede de tre trin op i togvognen. Her stillede han sig og ligesom pludrede men uden lyd, som en hest, der vrinsker, prrrr, prrrr, prrr. Flere mennesker stirrede på ham, ubekvemme ved den sære opførsel. Var han mon en slags blotter, hvis hivende vejrtrækning dækkede over en pludselig opstået lyst? Var han uligevægtig, farlig for sig selv eller sine omgivelser? Men manden var hverken blottet erller farlig, han led bare af en sygdom, der betød, at han kun havde 12% af sin lungekapacitet til rådighed. Han måtte derfor snyde hjernen og så at sige forlænge luften ved at lade den hænge lidt mellem læberne.
– Det lyder skørt, forklarede han stakåndet, – men det virker faktisk. 
Det jeg vil sige er: Det er vel egentlig ikke snyd, hvis det virker. Ligesom det ikke er snyd, at tygge tyggegummi, hvis det hjælper din mund til at føle sig mindre ensom.
Er det?