Louise Juhl

Det nyttede ikke at tale om det, så hun holdt kæft. Om de tre børn, som åbenlyst var ét for meget. De skiftende arbejdstider og mange indkøb, der som regel endte med at være så tunge, at hun endte med at trække cyklen hjem. Så var der vejfesterne, en påskefrokost og spejdernes sankthansbål med ‘snobrød og hygge ad libitum’. Hun kunne have protesteret, selvfølgelig kunne hun det. Men til hvem og om hvad. Hvordan forklarer man, at man elsker sine børn, og alligevel, i hvert fald, ind imellem helst var dem foruden? Hvem betror man en taknemlighed så tung, at den mærkes som et åg? 
Så hun undlod at protestere, gjorde i stedet mere af det sammen. Købte ind, vaskede tøj, holdt hus. Om torsdagen kogte hun tyttebær til gele og hældte dem på glas. Så stod de der i vinduerskarmen, fjorten glas med ternede hætter. En slags trofæ over ingenting. I weekenden gjorde hun husets badeværelser rene med en omhu, ingen så. I flere timer lå hun på knæ og rensede rillerne mellem terrazzogulvets klinker. Pudsede håndvaskens armatur i en opløsning citronsyre og ajax, der fik hendes hænder til at rødme og hæve op. Toilettet fik tre omgange: Først to gange med børsten, så med klud. Hele kroppen rystede, når hun førte armen op og ned i kummen. 

I de timer var hun sikker på at være i fred. Ingen børn ville risikere at forstyrre hende og blive sat i sving. Også manden holdt sig på afstand. Han havde jo sit eget, ville han overbevise sig selv om: Hæk-klip, bilvask og også regninger, der skulle betales. Tre timer hver lørdag formiddag var hun fri, nogle gange græd hun eller spyttede på spejlet. Andre gange nynnede hun for sig selv med curler i håret. Uanset hvad, skinnede alle overflader, når hun var færdig.