Louise Juhl

Jeg ved ikke, hvad der sker. Kun at jeg tuder af lykke, når jeg ser den tre og en halv time lange dokumentar Ex Libris. Et kamera følger dagligdagen på The New York Public Library, en lille verden i den store.

En ældre herre fortæller foran en fyldt sal om The Richard Hawkins Foundation: – Folk kalder mig ofte provokatør, men jeg har aldrig udtalt om noget for at provokere. Når jeg siger at folk, der tror, at jorden er skabt af Gud enten er dumme, uoplyste eller mentalt uligevægtige, så er det ikke et polemisk udsagn. det er et faktum, smiler han. Og folk lytter, nogle med vantro, andre nikker bifaldende, en enkelt meget ung pige sidder og tager noter: “Videnskab er poesi”.
Et andet sted i huset står en kvinde lænet ind over en skranke, bag hvilken en medarbejder forsøger at hjælpe hende med at finde det skib en slægtning tilbage ved århundredeskiftet sejlede med, da denne emigrerede til Østrig. Den præcise dato og det nøjagtige tidspunkt. Om han kan hjælpe?
Ved en telefon lidt forklarer en meget tålmodig bibliotekar en låner, at en enhjørning ikke findes i virkeligheden, men er et fantasidyr. Han hjælper med at finde informationer om væsnet. Første gang det menes nævnt, slår han op og oversætter fra middelalderengelsk, er i et munkeskrift fra 1225, i hvilket der står: “Mennesket udenpå er en ulv/ men indeni en enhjørning”.

På ledelsesgangen forsøger et udvalg at skaffe midler, så de tre ud af byens otte millioner indbyggere (2017), der ikke har adgang til internettet, kan sikres hjælp via en af bibliotekets 92 filialer. Det er ikke nok at sørge for computere og bredbånd, borgerne skal hjælpes til at finde de nødvendige oplysninger, søge om tilskud til el og vand, boligsikring. Klage over en fejlbehandling, lede efter et fællesskab for ensomme ældre. En asiatisk kvinde vil gerne have hjælp til at overføre et tilsendt familiealbum fra et usb stick til en af bibliotekets computere, så hun kan se ide mange fotos. Der er ikke meget sjov ved et usb-stick hvis man ikke har adgang til en skærm.

Blinde får hjælp til at skrive på maskine med blindskrifttastatur. En blæserkvartet giver gratis koncert i en afsidesliggende sal. I en anden sal fortæller en hollandsk arkitekt om planerne for at nyindrettet to af de 92 filialer. Elvis Costello bliver interviewet om sin vrede. En forelæser fortæller om andengenerationsjødernes tradition for at åbne Deli’er. Hvorfor, spørger han (nok mest sig selv) var det netop denne drøm, de forfulgte, hvorfor ikke frisørfaget, en bagerbutik? En gruppe unge dramastuderende undervises i bibliotekets billedarkiv, i indekseringsprincipper og kryds henvisninger. – Man kan søge på alt, forklarer den ivrige arkivar: Folk med paraply set bagfra. Hunde i aktivitet. Tidligere var alt materiale indekseret efter fotografens/kunstnerens navn og årstal for udgivelsen. Men hvem har egentlig brug for det. Det vi søger er gerne et billede af NOGET, vi er sjældent lige så interesseret i ophavet. Så efter flere årtiers indsats er det nu lykkedes at indeksere det store billedarkiv efter emner.

Jeg sidder i min sofa og jubler, det er ikke løgn. Jeg ELSKER, at der findes mennesker, der gør sig den umage, så vi andre kan få glæde af al den viden og materiale, der findes i verden. Forestil jer et arbejde: at se hundredtusindvis af fotos, reklamer, papirkunst igennem, overveje motivets primære tema, overensstemme så hvert foto ikke får sit eget emneord, men samles i kategorier. Og dernæst katalogisere det hele, så det er nemt at finde for brugerne.

Det kan godt være, at maskiner i fremtiden kan overtage det arbejde og dermed lette processen med at sortere og tilgængeliggøre informationer for et bredere publikum. det er godt. Det er det virkelig. men der skal stadig mennesker til at brænde for at formidle materialet, hjælpe de borgere, der ikke ved, hvad det helt præcist er de søger. de mennesker, der ikke føler sig fortrolige med internettet. I dokumentaren hjælper en medarbejder en ældre mand: Now you shall press home, forklarer han, men manden forstår ikke: Hvordan trykker man på “hjem”. Hvad er det, hvor er det? Jeg husker da et nærtstående familiemedlem ringede til mig. Hun ville søge noget på nettet og havde tændt for computeren, men når hun så skrev, hvad hun søgte og trykkede Enter, skete der ingenting.
– Har du trykket på globussen, spurgte jeg hende, det lille ikon på skærmen? Næh, svarede hun, skal jeg det? Hun skelnede ikke mellem en computer og internettet, og når man ser Ex Libris, forstår man, at adgang til viden langt fra er nok. Der skal så meget mere til. Viden om hvor, hvordan, man finder den rette information. Formidling af emner, man ikke vidste, fandtes. Adgang til blæserkoncerter, provokerende foredrag, hjælpemidler til synshandicappede. Og ikke mindst: Nogen der kæmper for det hele og for alle.

Det er en mesterlig dokumentar. 208 minutter uden en eneste forklarende VoiceOver. Uden et egentlig plot – udover det afsindigt komplekse og kærlige system af mennesker og viden, der udgør The New York City Library. Kæmpe anbefaling. Se den.

Og hey: Bibliotekerne længe leve!