I am not unhappy
by Louise Juhl Dalsgaard
I går græd jeg. Og tog bad i Vesterhavet. Spiste grillede blomkålsbuketter og læste en bog færdig: Det var Elizabeth Strouts “Lucy by the sea”. En meget lavmælt roman om en ældre kvinde, der under pandemien flytter fra sin lejlighed i New York og til et dødsbo i Maine for at undgå storbyens galopperende smittetal. Hun er ikke alene, hun har sin eksmand, William, ved sin side, en fåmælt pensioneret professor, med hvem hun har to børn.
Romanen udmærker sig ved at sætte fokus på hverdagen. De samtaler, der fylder 98 procent af et menneskes liv og som handler om sko, der ligger og flyder i entreen, dynens tyngde, fordelingen af sol og vind. Lucy, som romanens hovedperson hedder, fordriver tiden med at gå ture, tænke tilbage på sin barndom, der var præget af fattigdom og morens særlige perfiditeter. Hun får øje på ting, der altid har været der, men først nu – hvor selv de mindste ting får stor betydning – bliver synlige. De mange roller, hun udfylder – med varierende succes. Morrollen, partnerrollen, søsterrollen. “We all have to feel important,” lærte hendes mor hende som barn, og hun ser, hvordan hun selv har misset netop denne essentielle oplevelse. At føle sig betydningsfuld, vigtig. Ja, hun har forsøgt sig – hun har oparbejdet en karriere som forfatter, sat to børn i verden, været gift, men i ingen af disse roller, har hun følt sig tilstrækkelig. Nok bliver hendes bøger læst, men da hun besøger et college, er de unge helt uvidende om hendes bøger, og helt uinteresserede også. Hun har født to døtre, Becka og Chrissy, men de er voksne nu, og føler sig mere beklemt ved – en lykkelige for – deres mors omsorg. Hendes første ægteskab forliste, ægtemand nummer to er død. We all have to feel important. Lucy føler mange ting, men vigtig er ikke en afdemokratiseringen. Hvad stiller man op med sådan en erkendelse, og hvornår kan man egentlig siges at gøre en forskel? Hvem bestemmer, hvad der er vigtigt, hvem der er.
Jeg er meget optaget af Strouts virkemidler. Hendes sprog, der hverken er særlig præcist eller særskilt smuk, men måske netop derfor rammer så rent. Hendes situationsbeskrivelser, der hverken dramatiske eller omvæltende, men alligevel mærkbare og rørende. Som nu dette:
“But I will say this:
There were times, as William would sit at the small table in the corner of the living room working on that puzzle of Van Gogh’s self-portrait, when I would suddenly sit across from him – as I said I hate doing puzzles – but I might find a piece of Van Gogh’s cheekbone, lets say, and I would snap into place in the unfinished puzzle, and William would nod, “Good job, Lucy”, and I would think to myself: I am not unhappy”
En ved første øjekast ligegyldig parentes, og så alligevel så genialt god. Og hvorfor er den så så god, jo det er tonen, nærværet. Det er fortroligheden: “But I will say this” – som om hun læner sig frem og hvisker det til én i pausen mellem to symfonier, og som hun understreger med den lille tilføjelse, lets say, der mere hører samtalens tone end skriftsprogets til. Og så den helt geniale sætning: “As i said, I hate doing puzzles.” Lucy har ikke sagt noget om puslespil tidligere, det er indforståethed, hun tillægger læseren, og som forstærker følelsen af, at vi er helt tæt med hovedpersonen, forstår hende, er fortrolig med hendes sym- og antipatier.
Og så den afsluttende erkendelse, helt nede på jorden, trøsterig: “I would think to myself: I am not unhappy.”
‘Lucy by the sea’ er ikke et manifest, det er ikke et opråb, ikke en revolte. men det er så meget andet. Et lærestykke i overlevelse. Et indblik i det ikke-ulykkelige. En hyldest til de u-vigtige, de mildt mislykkede. De mange.