i morges
by Louise Juhl Dalsgaard
navnet på min medicin
lyder som rim i græsset
en lille lykkelig gråd
i morges tænkte jeg på min morfar
jeg tror ikke jeg nogensinde
har set ham græde men
jeg har set ham slå pæle i jorden
og hugge hovedet af en høne
jeg har set ham luge bedet
i sin have med en omsorg
der minder om septembers
jeg kan godt lide september
jeg kan godt lide de
sene kantareller
det tidlige mørke
jeg kan godt lide
efterårets komme:
at der ligesom ikke er mere at stille op
at det er dét vi så alligevel må gøre
stille op