Louise Juhl

Hvorfor skal jeg altid være den, der længes.

Jeg drømmer, at jeg er på tur med en flok elever, de er 10-11 års alderen og deres opmærksomhed er svær at fange. Jeg forsøger at udpege spiselige urter og fortæller dem om fotosynteser og lysets brydning i vandoverfladen. Jeg er virkelig entusiastisk, men børnene er mere interesserede i hvem, der vil holde hvem i hånden. 
Pigerne sammenligner længden på deres hår og drengene hiver dem i hestehalen: “Hvem trækker det længste strå?” 

Så med ét, men stadig i drømme, kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt min aftale hos min psykoanalytiker, han hedder Anders, det er ved at være nu, heldigvis bor han i nærheden. Jeg slæber børnene med, jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Vi kommer til hans lejlighed, ringer på, han åbner. Jeg undskylder, at jeg er for sent på den, og at jeg har været nødt til at tage mine elever med. 
“Kan de sidde i venteværelset så længe, jeg lover, at de nok skal være stille?” spørger jeg. Anders nikker og viser dem indenfor. 

Lejligheden er mondæn, der er stuer en suite og højt til loftet, selvom den ligger i et belastet kvarter. Jeg viser dem ind i venteværelset, et stort stuelignende rum med et langbord og stole beklædt med lammeskindstæpper og med læderryg. Anders og jeg går ind i konsultationsværelset, jeg lægger mig på briksen, lukker øjnene, fortæller, som så mange gange før, om dengang jeg blev betroet en hemmelighed, jeg ikke kunne bære, men som jeg bar og bar, indtil jeg tabte den ud af mine hænder. Jeg fortæller, at jeg føler mig tom uden den, uden en hemmelighed har jeg ikke noget at holde fast i, holde mund om. 

På et tidspunkt åbner jeg øjnene og ser, at stolen, hvor Anders plejer at sidde er tom.  Jeg ser mig omkring, men der er ikke nogen i rummet udover mig. Jeg rejser mig og går ud i venteværelset til mine elever.

De sidder overraskende stille og koncentrerede. Anders sidder imellem dem, han har givet dem hver en fisk, de skal filetere. Det er alle mulige forskellige slags fisk, rødfisk og torsk og kuller og multe og havkat og rødspætter. Børnene skærer først hovedet af, så et dybt snit langs bugen, så en kniv ind under skindet. De er helt opslugte, deres hænder er beskidte af fiskeindvolde og blod, men det lader de ikke til at lade sig gå på af. 

Jeg er forvirret, undskylder overfor Anders, hvis de har været støjende og han har været nødt til at underholde dem.
“Slet ikke,” svarer Anders, “jeg gik herud, fordi jeg kendte historien, du gik i gang med, og så kunne jeg lige så godt bruge tiden fornuftigt.” 

Jeg kan mærke, at jeg bliver jaloux. Jaloux på eleverne, fordi Anders hellere vil bruge tid med dem end med mig, og jaloux på Anders, fordi eleverne tydeligvis føler sig bedre underholdt af ham end af mig. 
Jeg skynder på børnene, siger, at vi er klar til at gå, at de skal finde deres overtøj og komme med mig, men Anders afbryder: De gerne må blive, hvis de vil. De kan tilberede fiskene sammen, lave fiskesuppe og fiskefrikadeller eller fiskespyd over bål, forklarer han, og børnene jubler. De vil hellere blive, om det er ok? 

Hvad skal jeg svare? Selvfølgelig må de blive, de har det godt, Anders har det godt, hvem er jeg at skulle gøre en ende på det? Jeg tager mine sko på (dem har jeg stillet, da jeg skulle op på briksen), finder min jakke, vinker:
“Hej, hej,” råber jeg, men både eleverne og Anders er alt for optaget af at rense fisk, de hører mig ikke. 

Går så ud af døren, jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen.

Jeg er en helikopter

Natten efter igen vågner jeg ved, at en hund gør udenfor. Jeg står op, går hen til vinduet, men det er helt mørkt, der er ikke noget at se. Hunden bliver ved at gø, det holder mig vågen, det er som om den kalder på mig. 
Jeg tager min fleecejakke på og går ned ad trappen, ud i mørket til hunden. Lytter. Dyrets gøen er helt tydelig her udenfor: 

Vuf [pause] vuf vuf [pause] vuf. 

Lyden kommer oppefra. Jeg lægger nakken tilbage og ser op, deroppe hænger månen, sløret og halv. Jeg står sådan lidt med hovedet bøjet bagover – det er et mærkeligt øjeblik. 

Så retter jeg igen nakken, sætter hovedet tilbage på plads og tænker: der lever ikke hunde på månen, og måner kan ikke gø. 
Går så tilbage i min seng. 

Der er ikke en lyd at høre resten af natten.

Jeg må ændre mig.

Jeg fortæller Anders om drømmene, at jeg ikke forstår dem. At det gør mig vred, rasende faktisk, at jeg ikke forstår mig selv, mine drømme. 

Han forklarer, at min vrede ”i virkeligheden” dækker over en ikke erkendt sorg. At mit intellekt “i virkeligheden” et forsvar mod savn, og min latter “i virkeligheden” angst forklædt som humor. 

Jeg insisterer, næsten råber. “Jamen, jeg er pissevred!”
Anders svarer: “Ja, det siger du jo godt nok.” 

Jeg går derfra, nu mere forvirret end egentlig vred, allermest i tvivl:
Er min sult reel? Er mine nej’er “i virkeligheden” forklædte ja’er? 

Den sidste gang jeg besøger ham, spørger han, om jeg føler mig mere som mig selv – nu, hvor vi sammen har haft lejlighed til at se på tingene? 
Jeg tager koppen med kaffe, som han har stående på et lille tobaksbord ved siden af sig, spytter i den. 
“Jeg ved, at du ikke bliver vred over, at jeg spytter i din kaffe, men du bliver en lille smule ked af det, gør du ikke?” spørger jeg. 

Jeg kan ikke huske, om vi giver hånd, før jeg går, men jeg læser epikrisen, han efterfølgende sender til min praktiserende læge.
I den står der: 
“Jeg oplever patienten som langt mere autentisk ved behandlingens afslutningen end ved dens start.”