Louise Juhl

Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke ville overleve mange døgn alene i vildmarken. Jeg ville fortabe mig i mossets bløde grønhed, eller jeg ville begynde at tælle fugle på himlen, glemme at nætterne er kolde, og at kulde er farligt. Det kan føre til hypotermi, som igen kan føre til underafkøling, bevidstløshed. Død.
Jeg blev fortalt, at det altså ikke nytter at nynne finske folkesange som værn mod mørket. Det falder alligevel og i mørket ved man ikke, hvad der er ven og hvad, der er fjende.
Jeg tog det ikke så tungt, jeg havde ingen planer om at flygte til Mongoliets øde sletter eller følge i Robinsonsdeltagernes fodspor til en øde ø. Faktisk var jeg godt tilfreds med at gå rundt i mine egne tanker på en lukket villavej i en forstad til Aalborg og forestille mig alle de farer, jeg ikke kunne håndtere i virkeligheden. Jeg kæmpede med en isbjørn, fløj på ryggen af en havørn, byggede en aftapper til at tømme træer for harepiks og brugte køerne som meteorologiske varsler. Stod de tæt og med halerne mod hinanden blev det heldagsregn. Jeg var alene i tankerne – og udsat, men også meget tryg, for min fantasi fandt altid en udvej. Den farlige bjørn for eksempel, viste sig at være mere end almindeligt glad for håndmassage, så jeg trykkede dyrets fire labber og alle trædepudderne, én for én, og sådan fandt vi fred, og senere bragte den mig fisk fra elven, jeg ristede over bål og delte. Hoved, hale og alle fiskebene til bjørnen, de lange fede fileter til mig. Tingene løste sig, når jeg var alene, det var sammen med andre, det blev besværligt. Når de fortalte, at jeg ville være den første til at blive sendt hjem fra Robinson, fordi jeg var for nem og for kedelig. Eller måske var det fredelig, de sagde, det husker jeg ikke.

For tiden taler myndighederne om at vi skal preppe. Preppe kommer af prepare – at forberede sig på det værste: krig, oversvømelse, fremmede magters terror. Vi skal have rent vand til rådighed, og en radio, der kan køre på batterier, dåsemad og jodtabletter. Brætspil og levende lys. Jeg har brætspil og levende lys, havregryn og nogle ret lækre færdigretter fra John West med tun og kikærter og karry. Jeg har ønsket mig en kulstang i fødselsdagsgave – og en håndbog om zoneterapi for hunde. jeg fylder år om ti dage, så jeg håber, at verden holder så længe. Jeg tror egentlig, jeg vil klare mig ret godt, jeg har jo overlevet både sultne bjørne og rovfugle i flugt, heldagsregn og at vokse op på en villavej i Gug. Det kan godt være, jeg er en slapssvans og lidt naiv, men jeg har en god fantasi og en stor kærlighed til mørke. Og det kan vise sig at være mere værd end spidse albuer og sixpack, hvem ved.